Fanø Byråd vedtog den 15. april 2024 Kommuneplanstrategi 2024. Se referat fra byrådsmødet her.
Kommuneplanstrategien udstikker retning for Fanøs udvikling
Planstrategien er Byrådets strategi og forløber for arbejdet med den delvise revision af kommuneplanen. Planstrategien angiver hvordan Byrådet mener, at Kommunen skal udvikle sig fysisk i den næste kommuneplanperiode. Strategien danner en overordnet ramme for, hvordan vi sammen tager vare på Fanøs kvaliteter, og sikrer en bæredygtig udvikling i balance.
Arbejdet med planstrategien 2024 har taget udgangspunkt i den nuværende planstrategi. Derudover er der taget afsæt i de strategier og planer, der er udarbejdet siden sidste planstrategi blev offentliggjort, bl.a. Klimaplanen og Udviklingsplanen for ankomsten til Fanø og Rindby Strand.
Kommuneplanstrategi 2024
Udover at være strategi og forløber for Kommuneplanen, redegør Planstrategien også for den planlægning, der er sket i den forløbne kommuneplanperiode.
Med en bæredygtig udvikling som den overordnede ramme for udviklingen på Fanø, er der tre pejlemærker som går igen i planstrategien, og som skal have et særligt fokus i den kommende Kommuneplan:
Vi passer på naturen og tager hånd om klimaet. Vi vil sikre en bæredygtig udvikling med fokus på at passe på naturen, øge naturkvaliteten og at vælge kloge klimaløsninger for fremtiden.
Fanø for alle. Vi vil sikre en bæredygtig udvikling ved at understøtte gode lokalsamfund med faciliteter, fællesskaber og plads til borgere i alle aldre, turister og fastboende. Fanø skal være for alle.
Fanø i udvikling og balance. Vi vil sikre en bæredygtig udvikling ved at skabe balance mellem bevaring og udvikling. Fanø skal fortsat tiltrække nye borgere, så vi kan fastholde vores butikker, erhverv, skoler og velfærd, samtidig med at vi passer på vores værdier.
Det er særligt fem temaer, som er væsentlige for Kommunens udvikling og for Kommuneplanens fysiske aftryk:
- Et godt sted at bo - bosætning, byudvikling og bevaring
- Det vi lever af - turisme og erhverv
- Det vi mødes om - mødesteder, kultur og kulturarv
- Mobilitet - trafik, infrastruktur og parkering
- Det grønne Fanø - natur og landskab
Temaerne går på tværs af sektorer og udvalg, og har det til fælles, at de sætter retning for hvordan vi indretter os i Fanø Kommune, og har indflydelse på verden omkring os.
De fem temaer er drøftet med borgere på Fanø, både på et borgermøde i forbindelse med Planstrategien og gennem interviews med borgere, der bor og kommer fast på Fanø. Borgenes input har været med til at sætte retning for de fem temaers indsatser.
I Planstrategien beskrives de enkelte temaer. For hvert tema er fastlagt overordnede mål for, hvad kommuneplanen skal sætte retning for, og en række indsatser, som skal understøtte målene.
Arbejdet med kommuneplanen vil tage afsæt i disse mål og indsatser.
Næste skridt: Kommuneplan 2025
På baggrund af kommuneplanstrategien arbejder forvaltningen med at identificere hvor kommuneplanen skal revideres. Dette arbejde vil resultere i en række centrale emner, som borgerne inviteres til at drøfte på et borgermøde i efteråret 2024.
Den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2025 forventes at ligge i marts og april 2025.