Økonomi- og planudvalget(ØPU) er forundrede over og tager afstand fra Molslinjens fremgangsmåde. ØPU er ikke blevet hørt om ændringer i fartplanen, og vi har ikke fået rimelig tid til at forholde os til de foreslåede ændringer. Derfor står de seneste ændringer alene for Molslinjens regning.
Fanø Kommune forsøger hele tiden at etablere en konstruktiv dialog og medvirke til at skabe gode løsning for alle. Fanø Kommune ønsker blandt andet størst mulig åbenhed omkring driften af færgeruten mellem Fanø og Esbjerg.
Rederiet mødtes med udvalget i september og på dette møde fortalte de ikke, at de ville hæve priserne og lave ændringer i sejlplanen på den korte bane. Det fik Fanø Kommune at vide kort tid efter mødet i september.
Oprindeligt stod priserne til at stige pr. 1/10, men efter samtale med Molslinjen accepterede rederiet at afvente til 14/10, så de kunne få input fra ØPU-mødet mandag 3/10.
De ændringer der skete i sejlplanen med virkning fra 1/10 har ikke været forelagt ØPU eller andre i Fanø Kommune, og Fanø Kommune er trætte af de gener, det skaber for borgerne.
Alle kan helt forstå at priserne skal stige i den aktuelle situation, men stigning på op til knap 50% virker voldsomt.
Et enigt ØPU besluttede derfor at sende et kraftigt signal til Molslinjen om at undgå prisstigninger eller begrænse disse. ØPU opfordrer Molslinjen til at tage Grotte ud af sejlplanen, da det er her den store ekstraudgift ligger.
ØPU opfordrer derudover Molslinjen til at gå tilbage til almindelig marinediesel fremfor biodiesel. Igen for at reducere omkostningerne mest muligt. ØPU ser ligeledes gerne at evt. prisstigninger tillægges som et separat energitillæg, så det hurtigt kan fjernes igen.
Med den nuværende ændring af fartplanene er Fanø Kommune meget bekymret for blandt andet efterårsferien – men også for de gener som erhvervslivet og pendlere oplever lige nu.
Økonomi- og planudvalgets beslutning:
Økonomi- og planudvalget (ØPU) besluttede, at Molslinjen anmodes om at sejle med billigste brændstof og fastholde flest mulige afgange, jf. den oprindelige sejlplan for 2022, samt fastholde gratis cykler, og at evt. nødvendig prisstigning pålægges alle billetter som et energitillæg.
ØPU ønsker snarest muligt et dialogmøde med Molslinjen.
ØPU besluttede, at kommunen orienterer borgerne.