Skal plejecenteret have den store overhaling eller skal kommunen bygge et helt nyt et andet sted på øen?
Nu har Fanø fundet det endelige svar på det spørgsmål. Det er nemlig én gang for alle blevet slået fast, at plejecenteret skal forblive på sin nuværende placering over for lystbådehavnen.
Det skyldes, at plejehjemmet ejes af Fanø Boligselskab, som hører det under almenboligloven. Det betyder, at når der er efterspørgsel efter boliger og boligerne vurderes at være i en sådan stand, at de kan renoveres, så kan man ikke få tilladelse til hverken at sælge eller rive ned.
Planen bliver derfor at renovere og udvide, så kommunen får et moderne og tidsvarende plejehjem.
”Det er dejligt, at vi nu har fået slået fast, hvilke rammer vi har for at etablere et mere moderne og tidsvarende plejehjem på Fanø. Fanø Boligselskab ser frem til, at der nu kan komme fremdrift i projektet og Boligselskabets administrator DOMEA vil blive en vigtig partner i det kommende projekt,” lyder det fra Sofie Valbjørn, som er formand for Fanø Boligselskab.
Alt under ét tag
Fanø Kommune holder stadig fast projektet ’alt under et tag’, som handler om at samle flest mulige funktioner i forbindelse med renoveringen eller nybygningen af plejehjemmet.
Fanø Kommune overvejer muligheden for, at der kan etableres forskellige - herunder private - tilbud i forbindelse med byggeriet, da det samtidig er et ønske at skabe en byfortætning af ældrevenlige boliger ved og omkring det nyrenoverede plejecenter.
Kommunen er nu i gang med at udvælge rådgivere til den del af projektet og det står klart, at skal projektet ’alt under et tag’ gennemføres, vil det kræve en ny lokalplan. Det er planen, at Økonomi- og planudvalget i løbet af efteråret skal sætte gang i planlægningsprocessen, som vil tage cirka et år.
Håbet og forventningen er at kunne starte byggeriet ultimo 2023 med en forventet byggeperiode på ca. to-tre år. Hvis processen forløber godt og der er opbakning til ønskerne, kan et nyrenoveret eller nybygget plejecenter samt en række private tilbud forhåbentlig stå klar medio 2025.
”Jeg er glad for, at vi nu kan komme godt videre med denne vigtige opgave og jeg ser frem til, at der kommer gang i processen. Det er også glædeligt, at arbejdet bliver organiseret således, at alle relevante parter bliver involveret i projektet, så vi får skabt et fremtidssikret plejecenter til glæde for alle,” udtaler Johan Brink Jensen (A), formand for Social- og sundhedsudvalget.
FANØ BOLIGSELSKAB
Fanø Boligselskab er en boligorganisation med hjemsted i Fanø Kommune, og hvis kerneaktivitet er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere støttet boligbyggeri i overensstemmelse med reglerne i lov om almene boliger m.v.