Fanø Kommune har haft udfordringer med lange sagsbehandlingstider på byggesager, men er lykkedes med at nedbringe den markant. Det viser en netop gennemført opgørelse af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager i 2023.
På blot et år har kommunens tekniske afdeling skåret byggesagsbehandlingstiden ned med næsten 60 pct., hvilket teknisk direktør Jan Bøge Sørensen er meget tilfreds med.
”Det er rigtigt godt gået, at vi har fået sagsbehandlingstiden bragt ned. At vi er lykkedes med på så forholdsvist kort tid at nedbringe sagsbehandlingstiden så markant, skyldes engagerede og kompetente medarbejdere, som i løbet af det forgangne år har arbejdet målrettet med at få løst opgaven. Det har været vigtigt for os, da vi i Fanø Kommune gerne vil kunne levere en god service til både virksomheder og private,” lyder det fra kommunens tekniske direktør.
Helt konkret er sagsbehandlingstiden nedbragt til 52 dage i 2023, hvor den i 2022 var 128 dage.
”Forbedringen sker i kølvandet på et 2022, hvor vores sagsbehandlingstid for byggesager var steget voldsomt, hvilket der var flere forskellige forklaringer på. Vi havde bl.a. været ramt af langtidssygemelding og har derudover skullet indhente en pukkel af gamle byggesager, der blev påbegyndt tidligere,” forklarer Jan Bøge Sørensen, som pointerer, at man nu er meget tæt på de servicemål, som Regeringen og Kommunernes Landsforening har fastsat i forhold til sagsbehandlingstider.
”Vores sagsbehandlingstider ligger nu rigtigt pænt i forhold til de nationalt fastsatte grænser for, hvor lang tid sagsbehandlingen må være. Vi er ikke nødvendigvis helt i mål med alle tiltag endnu og vi vil også fremadrettet få sæson- og konjunkturbetingede udsving, som får sagsbehandlingstiden til at stige lidt igen. Men jeg tror, at det engagement og fokus, der har nedbragt punklen, også holder på den lange bane,” vurderer den tekniske direktør.
Det er værd at bemærke, at når sagsbehandlingstiden opgøres, er der tale om kalenderdage, og at den tid ”bolden” ligger ved ansøger for yderligere bemærkninger, ligeledes er medregnet i tidsregistreringen. Dette samme gør sig gældende for den tid sagen ligger ved miljøafdelingen ved Esbjerg Kommune. Sagsbehandlingstiden på en byggesag opgøres, når en sag afsluttes ved udstedelse af en byggetilladelse.