Fanø Kommune er en veldrevet kommune. På trods af en lille og sårbar forvaltning formår kommunens medarbejdere at løse de opgaver som kommunen skal.
Fanø Kommune er udsat for samme kontrol som alle andre kommuner og har ikke fået bemærkninger fra hverken kommunens revision eller andre, der viser at forvaltningen ikke sker efter gældende regler.
Lokaludvalget er bekymret for udviklingen i den lokale debat på blandt andet Facebook og andre medier, hvor der er en tendens til at kollegaer fejlagtigt hænges ud ift. deres faglighed, neutralitet og deres opgaveløsning.
Medarbejderne ved Fanø Rådhus er fagligt meget dygtige, særdeles kompetente og meget fleksible, hvilket er en grundlæggende forudsætning for at kunne drive kommunen. Medarbejdere har løbende mulighed for kompetenceudvikling og generelt hjælper medarbejderne hinanden på tværs af fagligheder.
En grundlæggende forudsætning for et velfungerende lokaldemokrati er et godt samspil mellem byrådet, forvaltningen og borgerne for at støtte op om det samarbejde tager Fanø Kommune udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings kodeks med 7 dyder for forvaltningens betjening af politikere.
De syv centrale pligter, der lægger til grund forvaltningens arbejde og som gælder ift. både politikere og borgere er:
- Lovlighed
- Sandhed
- Faglighed
- Udvikling og samarbejde
- Ansvar og ledelse
- Åbenhed om fejl
- Partipolitisk neutralitet
De syv centrale pligter er vigtige for Fanø Kommunes ledelse ligesom medarbejdernes rettigheder ift. udstrakt ytringsfrihed og retten til at engagere sig i lokalsamfundet er.
Ledelsen ved Fanø Kommune understøtter medarbejderne i deres lokale engagement, da det netop er vigtigt for Fanø Kommunes sammenhængskraft.
Lokaludvalget Fanø Rådhus den 20.3.2024