Bedst som vi troede, at sommeren for alvor var begyndt, tegner det til, at vi får lidt mere vand. Oven på et efterår, vinter og forår, hvor vi har fået rekordstore mængder regn, må vi konstatere, at klimaforandringerne for alvor er over os.
På baggrund af de historiske mængder vand, vi har oplevet i vinteren og det tidlige forår, har Fanø Kommune bedt konsulentfirmaet Rambøll om at udarbejde forslag til konkret udmøntning af projekter på baggrund af klimatilpasningsplanen, som blev vedtaget i 2023.
”Vi har valgt at prioritere fokus på de områder, der hen over årsskiftet har været værst ramt af udfordringer. Fanø Kommune har således bedt Rambøll om at kvalificere de elementer i klimatilpasningsplanen, der handler om håndtering af problemerne i området omkring Sønderho og området omkring Lodne Bjerge,” fortæller Fanø Kommunes tekniske direktør, Jan Bøge Sørensen.
Håndteringen af problemerne i de områder skal ske vha. grundvandssænkning gennem afledning af højtstående grundvand via dræn eller grøfter til eksisterende regnvandskloak eller eksisterende grøfter/vandløb, mens problemerne med højtstående grundvand i området omkring Rindby/Fanø Bad skal håndteres ved gennemgang af det eksisterende grøftesystem og udbygning af dette.
Høj prioritering af indsatser
Fanø Kommune har valgt at prioritere en indsats højt inden for de givne rammer, hvilket kommunens Erhvervs-, natur- og teknikudvalg (ENT) også understregede på møderne i marts og april.
Udvalget har senest bedt forvaltningen om ”at påbegynde genopgrøftning af kommunale grøfter og nødvendige udvidelser af samme, at udstede påbud til private grundejere, der ikke har grøftet op, om at gøre dette, og om nødvendigt foretage opgrøftningen på deres regning, at åbne op for, at nødstedte grundejere kan tilslutte sig det fælles regnvandsledningsnet, hvor det er muligt, naturligvis mod et tilslutningsbidrag, samt at sikre tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende ledningsnet til håndtering af spidsbelastninger, f.eks. ved anlæg af underjordiske sive-magasiner”.
Rambøll skal udarbejde konkrete projektforslag, herunder nødvendig myndighedsbehandling til håndtering af problemerne. Konkrete projekter kompliceres af, at der er tale om natur og områder med stor beskyttelse. Såvel vandløbs- som miljømyndighed (Esbjerg Kommune) skal således ind over projekterne. Det gælder tilladelser til oprensning eksisterende grøfter, der ikke har været vedligeholdt i længere tid, tilladelse til grundvandssænkning og udledningstilladelser ved etableringen af nye dræn og/eller grøfter.
”Klimatilpasningsindsatsen er omfattende og ressourcekrævende- Det er derfor ikke realistisk, at vandproblemerne er løst inden næste ”regnsæson”. Men vi får påbegyndt indsatsen, og kan forhåbentlig også se de første resultater,” forklarer Jan Bøge Sørensen.
Det igangsatte kortlægningsarbejde vil i et vist omfang også kortlægge nødvendige initiativer på private grunde, herunder bl.a. grøfter og vandløb langs private fællesveje. Herudover kan andre private initiativer være nødvendige.
”Både private og kommunale initiativer er nødvendige for samlet at kunne møde de kommende års udfordringer. Det er vigtigt at disse er koordinerede og supplerer hinanden, hvorfor vi gerne vil have en løbende dialog med grundejere, ejerforeninger og vejlag herom,” understreger Fanø Kommunes tekniske direktør.