Borgmester Frank Jensen bød velkommen og derefter fortalte teknisk direktør Jan Bøge Sørensen kort om kommuneplanstrategiens formål og temaer.
Tre repræsentanter fra Ungerådet var også inviteret til at fortælle om, hvad de synes er vigtigt i planlægningen af fremtidens Fanø.
Efterfølgende var der rig mulighed for dialog og spørgsmål med et hold af medarbejdere fra kommunen. De fik et hav af input, kommentarer og refleksioner med hjem til det videre arbejde.
Planlægning for fremtidens Fanø er komplekst med mange interessenter og snitflader, der skal mødes. Særligt balancen mellem benyttelse og beskyttelse blev diskuteret.
Nogle af de problemstillinger får Byrådet nu mulighed for tage op igen, når de mødes til workshop om Kommuneplanstrategien i slutningen af oktober. Her får de bl.a. fremlagt resultatet fra borgermødet, som også bliver tilgængeligt på Fanø Kommunes hjemmeside.
Kommuneplanstrategien forventes at komme i høring i 8 uger fra december og blive endeligt godkendt i april 2024.