Næsten tusinde borgere, sommerhusejere og erhvervsdrivende på Fanø bød ind på Destination Vadehavskystens evaluering af det store turistrykind på Fanø i sommeren 2020. Svarene gav anledning til en række kommunale indsatser i sommeren 2021. Nu evaluerer Destination Vadehavskysten igen med det formål at sikre Fanø som både et dejligt sted at bo og besøge.
Opsætning af ekstra toiletter, optimering af den offentlige buskørsel, bedre skiltning og en massiv opfordring til turisterne om at passe på øens natur og give plads til de lokales liv er bare nogle af de indsatser, som Fanø Kommune satte i værk forud for turisternes komme i sommeren 2021.
Baggrunden for indsatserne var en omfattende evaluering af sommeren 2020. Her betød corona, lukkede grænser og gratis færgebilletter, at ekstraordinært mange turister fandt vej til Fanø. Det satte øen under stort pres, og derfor tog Fanø Kommune i samarbejde med Destination Vadehavskysten efterfølgende initiativ til en evaluering af de fastboende, erhvervsdrivende og sommerhusejernes oplevelse af sommeren. I alt bød 939 ind med deres perspektiver.
Nu følger Destination Vadehavskysten så op på den tidligere evaluering og de iværksatte indsatser. Det sker, når borgere, sommerhusejere og erhvervsdrivende modtager en invitation til deltagelse i en undersøgelse af deres oplevelser af turistsæsonen 2021.
Resultaterne skal bruges som input til udarbejdelse af nye handlingsplaner, som skal sikre en bæredygtig turismeudvikling på Fanø. Med bæredygtig turisme menes, at Fanø skal være et godt sted at bo samtidig med, at øen også skal være et godt sted at besøge.
- Jeg håber, at der også denne gang vil være høj deltagelse, for kun ved at blive klogere på de eventuelle udfordringer, som de mange turister giver, kan vi arbejde med at løse dem. Det er nødvendigt, for som ø har vi virkelig brug for turisterne, men samtidig skal vi også sikre, at Fanø bliver ved med at være et godt sted at bo. Derfor er den lokale borgerinddragelse en central del af strategien i arbejdet med udvikling af bæredygtig turisme, siger borgmester Frank Jensen.
FAKTA
Undersøgelsen efter sommeren 2020 viste bl.a., at:
- 71 procent af respondenterne mente, at tilkørslen ved færgen på Fanøsiden burde forbedres
- 41 procent af respondenterne efterlyste flere toiletfaciliteter
- 30 procent af respondenterne ønskede bedre information om området til gæsterne
Ovenstående ledte bl.a. til, at Fanø Kommune i sommeren 2021 opsatte mobile toiletter i Nordby og Sønderho, ændrede tilkørselsforholdene ved færgen og fik en opdateret turistinformation trykt i tusindvis af eksemplarer.