Fanø Kommune og Molslinjen mødes minimum to gange årligt til faste dialogmøder. På tirsdagens møde blev der vendt en række problemstillinger, hvoraf flere var bragt med videre fra borgermødet om færgefarten, som kommunen havde inviteret til i marts.
Blandt punkterne på dagsordenen var bl.a. ’drøftelse af ønsker og forventninger til priser og fartplan for kommende år’, ’opfølgning og drøftelse af evt. justeringer ift. betalingsparkering på havnen i Esbjerg’, ’lokal støtte og sponsorater’ samt ’drøftelse af kommunikationen fra Molslinjen fx i forbindelse med ændringer i sejlads’.
Fra Fanø Byråd deltog Frank Jensen, Erik Nørreby, Johan Brink Jensen, Niels Fischer-Nielsen og Lasse Harder Schousboe.
Efter mødet gik Fanø Kommunes deltagere derfra med en god og positiv fornemmelse.
”Vi har en god og konstruktiv dialog med Molslinjen, hvor vi får drøftet en række ting, som vi skal nå til enighed om eller have fokus på. Det er dejligt at mærke, at vi begge er indstillet på at lytte til hinanden og finde løsninger til gavn for brugerne og borgerne,” siger borgmester Frank Jensen, som også er formand for Økonomi- og planudvalget.
Det fulde referat fra mødet bliver tilgængeligt på Fanø Kommunes hjemmeside inden for kort tid.