Nationalpark Vadehavet
De fire vadehavskommuner Varde, Fanø, Esbjerg og Tønder har alle arealer i Nationalpark Vadehavet, men kun 300 km2 af Nationalparkens i alt 1.466 km2 er landområde. Det specielle på Fanø er, at hele øen er en del af nationalparken, så borgerne på Fanø kan med rette sige, at de bor i en nationalpark.
Vadehavet strækker sig over cirka 500 kilometer fra Blåvandshuk i Danmark til Den Helder i Holland og dækker omkring 9.000 kvadratmeter marsk, tidevandsflader, dyb, højsande, sandstrande og klitter. En kæde af øer, hvoraf 3 ligger i Danmark (Rømø, Fanø og Mandø), adskiller selve Vadehavet fra Nordsøen. I Danmark omfatter Nationalpark Vadehavet 1459 kvadratmeter i kommunerne Varde, Fanø, Esbjerg og Tønder, og er dermed Danmarks største Nationalpark.
Nationalpark Vadehavet giver rig mulighed for storslåede naturoplevelser, hvad end man er til aktivt friluftsliv, kulturbesøg eller afslapning. På Fanø kan du bl.a. køre i bil ud på de gamle betonveje på nordspidsen af øen og gå rundt i det fantastiske klitlandskab og ud på det enorme Søren Jessens Sand. Der er også mulighed for at ro i kajak fra Hønen på Fanøs sydspids til Kammerslusen på fastlandet. På turen vil du mærke tidevandet og opleve den dynamik det skaber i landskabet – både på fastland og på øerne.
Nationalpark Vadehavet er et af verdens mest værdifulde tidevandsområder. Og for en lang række vandfuglearter er Vadehavet både den vigtigste rasteplads og det vigtigste overvintringsområde i Europa. Flere end 10 millioner vandfugle passerer hvert år Vadehavet under trækket. Desuden yngler en stor bestand af den spættede sæl i Vadehavet. Sælerne er især i yngletiden og under pelsfældningen afhængige af, at kunne ligge uforstyrret på tørlagte banker.
Hele Vadehavsområdet er påvirket af tidevandet, som skyldes månens tiltrækningskraft. Tiltrækningskraften giver tidevandet en regelmæssig periode på 6 1/4 time mellem højvande og lavvande.
Tidevandets rytme mellem højvande og lavvande to gange i døgnet skaber gode forudsætninger for Vadehavets dynamiske økosystem med mange mikroskopiske planter og dyr, der danner fødegrundlaget for en bundfauna af orme, muslinger og krebsdyr. Der kan være flere tusinde af disse dyr på blot en kvadratmeter vadebund.
Befolkningen på Vadehavskysten har altid levet med risikoen for stormfloder, der oversvømmede deres jorde, forårsagede store ødelæggelser på deres ejendomme og i værste fald tog menneskeliv.
Stormflod er en situation, hvor vandstanden i havet stiger meget højere end normalt, og skyldes en kombination af vindstuvning, tidevand og et fald i lufttrykket. Vindstuvning forekommer, når havet presses ind mod land under kraftig pålandsvind, mens et kraftigt trykfald alene kan forøge vandstanden op til 40 centimeter. Den værst tænkelige situation er derfor, når en kraftig storm rammer kysten ved højvande.
To store stormfloder, i henholdsvis 1362 og 1634, skiller sig ud i Vadehavets historie. Begge forårsagede voldsomme ødelæggelser og et stort tab af menneskeliv. Man begyndte derfor allerede i middelalderen at bygge de egentlige havdiger i Tøndermarsken. Digerne langs den smallere marsk mod nord er dog blot 100-150 år gamle.
Det var efter endnu en ødelæggende stormflod i 1909, hvor vandet stod cirka en meter højt i Ribes gader, at man besluttede at opføre det 15 kilometer lange Ribedige med Kammersluse. Knapt var byggeriet påbegyndt, før en endnu værre stormflod raserede i 1911 og forsinkede projektet. Stormflodssøjlen i Ribe fortæller, at vandet i 1911 stod 4,41 meter over normalt og 4,11 meter i 1909. Siden diget stod færdigt, har det forhindret flere katastrofer i Ribe, og med en højde på cirka syv meter kan det modstå havet ved de værste storme.
Under stormene i 1976 blev omkring 20.000 mennesker evakueret i Tønder-området. Disse storme var afgørende for, at Det fremskudte dige ved Højer blev bygget, ligesom Ribediget blev forhøjet. Ved en storm i 1981 blev Mandø delvist oversvømmet, da diget blev gennembrudt hele syv steder. December-orkanen i 1999 ramte heldigvis ved lavvande, men forårsagede alligevel en vandstandsstigning på godt fem meter, og vandet stod blot 30 cm fra Ribedigets top.