Da Molslinjen i sidste uge orienterede Fanø Kommune om, at rederiselskabet påtænkte at indføre betalingsparkering på p-pladserne i Esbjerg, var svaret klart fra kommunen.
Det var ikke et tiltag, Fanø Kommune kunne bakke op om og man appellerede til dialog med de relevante parter for at finde en løsning. På trods af appellen og den tydelige afstandstagen er opsætningen af parkeringsautomat og skilte fortsat, mens dialogen er udeblevet. Derfor føler Fanø Kommune sig nødsaget til at gentage, at man tager kraftig afstand fra planerne.
”Det er en virkelig dårlig idé at indføre betalingsparkering på Esbjerg Havn af flere grunde. Det bliver en ekstraomkostning for de af Fanøs borgere, der arbejder på fastlandet og er afhængige af at have en bil til rådighed. Pt. er der 800 pendlere, der bor på Fanø og arbejder eller studerer på fastlandet. Pendlerne betaler i forvejen en del for at benytte færgen, og den ekstra omkostning ved betalingsparkering risikerer vi kan medføre, at nogle borgere fravælger at bo på Fanø. Det bliver også en ekstra omkostning for de ca. 300 pendlere, der bor på fastlandet og arbejder på Fanø. Jeg frygter derfor, at det bliver sværere at tiltrække arbejdskraft til Fanø,” lyder bekymringen fra Fanø-borgmester Frank Jensen, som også er betænkelig ved, hvordan det vil påvirke øens gæster.
”Det bliver også besværligt og dyrere for Fanøs mange gæster, der i højere grad end tidligere vil føle at det økonomiske incitament til at lave bilen stå i Esbjerg bliver langt mindre. Det vil medføre enten mere kø ved færgen og flere biler på vejene på Fanø, eller at gæsterne vælger Fanø fra og søger mod andre destinationer. Begge dele er jeg meget ked af.”
Risikerer problemer i Esbjerg
Også på borgmesterkontoret i Esbjerg er der rynkede øjenbryn over situationen og udviklingen. Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen er heller ikke begejstret for ideen om betalingsparkering, selvom Esbjerg Kommune jo ikke er direkte part i sagen.
”Jeg synes, at det er en dårlig idé med en dyr betalingsparkering ved færgelejet. Det er jo fuldstændig i modstrid med det, som Folketinget har vedtaget i forhold til landevejsprincippet, som skal gøre det lettere og billigere at transportere sig rundt i landsdistrikterne og på øerne. Det her er jo tværtimod snubletråde og forhindringer for såvel pendlere og fastboende som sommerhusejere og turister, hvilket jo ikke er intentionen,” lyder det fra Jesper Frost Rasmussen.
Selvom det i høj grad er Fanøs borgere og gæster, der i første omgang bliver ramt, ser Esbjerg-borgmesteren også udfordringer for sin egen kommune.
”En velfungerende færgedrift mellem Esbjerg og Fanø med alt, hvad det indebærer, er rigtig vigtigt, da vi jo også lægger by og havn til de mange pendlere og turister. Og hvis der er udfordringer med såvel selve sejladsen eller parkeringsforholdene, påvirker det jo i høj grad også hos os på fastlandssiden,” forklarer Jesper Frost Rasmussen og giver eksempler på udfordringer, det kan skabe:
”Vi risikerer eksempelvis, at vi får større problemer med kø, og at vi flytter parkeringsproblemerne andre steder hen på havnen, da nogen nok vil søge alternative parkeringsmuligheder. Det kan potentielt være til gene for havnens virksomheder og trafikken og borgerne i almindelighed. Derfor håber jeg også, at alle parter kan komme i dialog og finde fælles forståelse og gode løsninger, hvilket jeg gerne bidrager til,” siger Esbjerg-borgmesteren.
Frank Jensen er glad for opbakningen fra borgmesterkollegaen i Esbjerg og slutter af med at pege på, at betalingsparkering vil stritte imod flere af de visioner, Fanø arbejder med.
”Vi har en strategi om, at vi gerne vil have flere gæster til at lade bilen stå i Esbjerg og komme rundt på Fanø på cykel, på gåben eller med offentlig transport. Derfor er betalingsparkering lodret imod vores strategi, ligesom det er imod både sund fornuft, den grønne omstilling og principperne i landevejsprincippet, som netop blev lavet for at styrke mobiliteten og muligheden for at bosætte sig på øerne.”