Cirka hvert halve år inviteres alle nye tilflyttere til et hyggeligt velkomstarrangement af Fanø Kommune, hvor man som ny borger kan møde andre tilflyttere, borgmesteren og ansatte på Rådhuset, og blive klogere på, hvad kommunen har at byde på.
Torsdag fandt årets første velkomstarrangement sted, da Fanø Kommune med borgmester Frank Jensen og naturvejleder Marco Brodde som værter tog imod 20 nye borgere, deriblandt tilflyttere fra Spanien, Holland og Tyskland, som havde takket ja til invitationen.
De blev introduceret til lidt om Fanøs historie, muligheder og oplevelser, det kommunale arbejde samt øens natur og biodiversitet. Efterfølgende var der rundtur på rådhuset og kulturarv i form af Fanøkringle i byrådssalen og en lille violinkoncert af Fanø Fiddlers i gårdhaven.
”Som ny borger i Fanø Kommune skal man føle sig velkommen og godt taget imod, hvilket vi ønsker at gøre med disse arrangementer. Det var dejligt at møde nye og engagerede borgere, som var meget interesserede og nysgerrige på deres nye kommune. Og så var det ikke mindst fantastisk at se, at tilflytterne fik mødt hinanden og allerede fik skabt nye relationer,” fortæller borgmester Frank Jensen.