I forbindelse med den kommende Internationale Scenekunst Festival på Fanø, vil TeaterBlik udbyde et program med gæsteforestillinger for børnene på Fanø Skole og i øens dagsinstitutioner. Forestillingerne målrettes børnenes alder – fra de helt små førskolebørn til indskolings- og mellemtrinsbørnene. For de unge i aldersgruppen 14-17 år inviteres der ind til et scenekunstprojekt, som vil indgå i festivalens program, hvor de unge afslutningsvis vil vise resultatet.
Børne- og kulturudvalget har i denne ansøgningsrunde netop ønsket at puljemidlerne skulle gå til projekter, som formår at involvere børn og unge i planlægningen og gennemførelsen af et arrangement eller som medskabere og udøvere af kunsten. TeaterBlik får tildelt 70.000 kr. til projektet.
Fanø Festival får tildelt et tilskud på 30.000 kr. til afholdelsen af 12 børne-koncertintroduktioner, hvor børnene kan komme tæt på musikere og instrumenter. Fanø Festival afholdes fra 26. juli til 24. august med 12 kirkekoncerter med klassik musik.
Fanø Gadeteaterfestival som afholdes fra 3-5 august får tildelt 20.000 kr. til at arrangere gadeteater målrettet familier.
Støtteforeningen Fanø Fiddlers får tildelt 40.000 kr. i tilskud til Fanøs egne ”børnefiddlers” deltagelse som optrædende musikgruppe på Rollo Bay Fiddle Festival, Prince Edward Island samt koncerter og workshops på Cape Breton, Nova Scotia. Det hele foregår i Canada fra den 21. juli til den 1. august.
Endelig får Rindby Forsamlingshus et tilskud på 23.000 kr. til afviklingen af aktiviteter for børn i forsamlingshuset hele året.
Selvom Kulturpuljens første runde er afsluttet, kan man fortsat løbende søge tilskud til festivaler og enkeltstående arrangementer, som f.eks. udstillinger, teater og koncerter mv. Der kan gives tilskud op til 10.000 kr. pr. arrangement.
Følg med på Fanø Kommunes Facebook eller under nyheder på Fanø Kommunes hjemmeside i forhold til næste ansøgningsrunde til oktober.