Destination Vadehavskysten og turisterhvervet på Fanø står to et halvt år efter stiftelsen i et vadested. Fra 2021 til 2022 faldt medlemstallet på Fanø af forskellige årsager.
Spørgsmålet er så, om Fanø skal skifte hest i vadestedet og sadle om? Spørger man Fanøs borgmester Frank Jensen, er svaret et klart nej:
”Vi skal uden tvivl holde fast i vores engagement i Destination Vadehavskysten, da vi med én samlet og stærk turistdestination kan være med til at skabe og udvikle ting, vi ikke kan løfte selv på Fanø. Jeg ønsker dog samtidig, at vi også kan have et stærkt lokalt netværk i Visit Fanø, der kan bidrage og give input til en stærk Destination Vadehavskysten. Mit ønske er, at de to foreningers indsats integreres således, at turismeindsatsen optimeres mest muligt, til gavn for gæsterne, aktørerne og borgerne. Den fragmenterede indsats gavner ingen, men skaber desværre forvirring for alle,” lyder det fra Fanø-borgmesteren.
Mandag den 11. september 2023 kl. 8.30-10.00 deltager han sammen med Destination Vadehavskysten i et informationsmøde på Hotel Fanø, hvor formålet er at fortælle om, hvad destinationsselskabet arbejder med og hvad de lokale turistaktører kan få ud af det.
Stor værdi i samarbejdet
Frank Jensens punkt på mødet har titlen ’Hvad skal vi med en destination?’, hvilket han gerne løfter lidt af sløret for på forhånd.
”Med vores deltagelse i Vadehavskysten skaber og udvikler vi via et godt samarbejde med Esbjerg Kommune, medlemmerne og partnerne en stærk og konkurrencedygtig turistdestination, som skal sikre os en bæredygtig turisme i balance og samspil med de lokale samfund, klimaet og miljøet,” forklarer Fanøs borgmester, som uddyber værdien af samarbejdet:
”Destination Vadehavskysten er med til at sikre, at vi på turistområdet får både et større udsyn og en større indsigt. Udsynet skal forstås på den måde, at vi kommer bredere ud markedsføringsmæssigt samt får en langt større og stærkere stemme i vigtige sager, som forbedrer vores rammevilkår og sikrer nødvendige investeringer i turismen, som vi ikke selv alene vil kunne sikre. Et godt eksempel er kampen for at få os på finansloven herovre, hvilket i dén grad vil sikre os nogle bedre rammer. Det ville vi ikke være i stand til at kæmpe for alene.”
”Indsigten får vi via analyser og undersøgelser, som giver os vi et stærkt data- og vidensgrundlag om vores gæsters og fastboendes ønsker og behov, hvilket kan bruges til at arbejde stærkere strategisk til gavn for både turisterhvervet og borgerne,” mener Frank Jensen, som opfordrer alle med interesse for turismens udvikling på Fanø til at deltage i mødet.
Tilmelding til mødet skal ske via cln@vadehavskysten.dk senest torsdag d. 7. september.