Fanø har fået sat strøm til ambitionen om mere grøn transport på øen, hvor en større andel af personbilerne skal være omstillet til el.
Kommunen har nemlig flest offentlige ladestandere pr. indbyggere end nogen anden, viser en nyligt offentliggjort opgørelse, som Transportministeriet har udsendt.
Med 6,46 offentlige ladestandere overgår Fanø samtlige landets 97 andre kommuner og henviser dermed Frederiksberg til andenpladsen, hvorefter Tårnby, København og Ærø indtager de efterfølgende tre pladser i top-5.
Det skyldes, at Fanø inden for det seneste år har kunnet indvie adskillige nye ladesteder, så kommunen nu har i alt 23 offentlige ladepunkter fordelt på både Nordby, Rindby Strand og Sønderho.
Lasse Harder Schousboe (EL), der er formand i erhvervs-, natur- og teknikudvalget i Fanø Kommune, er glad for Fanøs position og opfordrer samtidig til, at man ikke hviler på laurbærrene, hvis man vil bevare førertrøjen.
”Det viser, at vi mener det, når vi snakker om at sætte fokus på grøn transport og at reducere den fossildrevne transport, hvilket er nogle af målene i vores netop vedtagne klimaplan. Det kræver jo initiativer fra både kommunal og privat side, så vi gør det så nemt og tilgængeligt som muligt at vælge det grønne alternativ. Så ligesom vi fortsat vil arbejde på at se på flere steder, hvor det er muligt og giver mening at opføre ladestandere, kan vi også kun opfordre andre aktører og private til at tænke i de baner,” lyder opfordringen fra udvalgsformanden.
Også Transportministeren har lagt mærke til Fanøs flotte placering på listen.
”Kommunerne har meget forskellige behov, og derfor er det også godt at se, at de kaster sig over opgaven. På Frederiksberg handler det om at få offentlige ladepunkter, så dem, der bor i lejlighed har et sted at lade. Fanø skal sørge for, at turisterne ikke løber tør. Og fra statens side skal vi sørge for, at der er lynladere langs hovedvejene – i sidste uge har vi netop åbent Danmarks største ladepark ved Tappernøje,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Du se hele Transportministeriets opgørelse her:
https://www.trm.dk/media/rnhl3t2l/ladeinfrastruktur-og-opladelige-biler-1-kvartal-2023n.pdf
Du kan se alle ladepunkter på Fanø her:
https://chargefinder.com/dk/ladestation-elbil-fano-faergestrand-2/7nkp83