Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.
Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.
Også i Fanø Kommune var der i 2023 fin tilgang i idrætsforeningerne. Stigningen lyder her på 93 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 2.076 medlemmer i kommunens idrætsforeninger. Det er det højeste tal i mange år og tredje år i træk med en stigning i antallet af medlemmer.
Den positive fremgang i antallet af aktive medlemmer fordeler sig på flere forskellige målgrupper. Bl.a. er der en pæn fremgang på hos de 40-59-årige medlemmer på 12 pct. og hos de 19-24-årige på godt 8 pct.
Også hos de yngste skolebørn er der en positiv udvikling på næsten 7 pct. Dermed er medlemstætheden, - medlemstallet holdt op imod indbyggertallet - i den aldersgruppe nu på knap 140 pct. Det vil sige, at Fanø-børnene i den aldersgruppe i snit har 1,4 medlemsskaber af en idrætsforening.
"Medlemsfremgangen er superflot. Jeg er meget glad for udviklingen, som jo også er godt for sundheden blandt vores borgere. Det er ekstra imponerende med tanke på, at vi har haft en periode med stagnerende befolkningstal. Samtidig skal der lyde en stor ros til det store og flotte arbejde, der udføres ude i idrætsforeningerne her i kommunen. Det er jo i høj grad deres fortjeneste, at de formår at tiltrække nye medlemmer og give dem så mange og gode idrætstilbud. Det kan vi og de virkelig være stolte af,” siger Anders Frey, formand for Børne- og Kulturudvalget i Fanø Kommune.
Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal
Medlemstal i Fanø Kommune:
Antallet af medlemmer (DIF + DGI): 2.076
Udvikling i antal medlemmer: 93
% udvikling i antal medlemmer: 4,69%