8 ud af 10 forældre til et barn på Fanø Skole er generelt tilfredse eller meget tilfredse med skolen.
Det er det overordnede billede af forældretilfredsheden på Fanø, som er så stor, at Fanø rangerer tredjehøjest i den landsdækkende tilfredshedsundersøgelse for 2023, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet netop har udgivet. Kun i Lemvig og i Thisted er tilfredsheden større.
Undersøgelsen giver et bredt billede af forældrenes tilfredshed med undervisningen, personalets indsats for barnets trivsel, indsats mod mobning, skolens ledelse og den samlede tilfredshed.
Nogle af de punkter, hvor Fanø-forældrenes tilfredshed er høj er bl.a. skolens evne til at udfordre barnet fagligt og til at udvikle barnets evne til at indgå i sociale sammenhænge, hvor hhv. 80 pct. og 79 pct. er tilfreds eller meget tilfredse.
Fanø Kommunes velfærdsdirektør Trine Nanfeldt glæder sig over, at Fanø Skole ligger højt på listen:
”Det er et stort skulderklap til både ledelsen og personalet på skolen, når så stor en andel af forældrene tilkendegiver tilfredshed, at vi ligger tredjehøjest på landsplan. Det kan vi alle være stolte af og det viser, at vi gør mange ting rigtigt. Undersøgelsen er en god temperaturmåling og giver os også et indtryk af, hvor vi kan blive endnu bedre, så vi forhåbentligt kan få tallene endnu højere op,” lyder det fra velfærdsdirektøren.
Datagrundlaget for resultaterne i undersøgelsen er baseret på forældrenes egne svar i et spørgeskema. Alle tilgængelige folkeskoler og specialskoler er udtrukket, og op til 300 forældre på hver skole er inviteret at deltage i undersøgelsen. Der er samlet set gennemført 114 besvarelser af spørgeskemaet af forældre til børn på Fanø Skole.
Hele undersøgelsen kan læses på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside:
https://sum.dk/indenrigs/kommunal-og-regionaloekonomi/landsdaekkende-brugertilfredshedsundersoegelser-btu