I starten af 2024 skal politikerne på Fanø vedtage en ny Kommuneplanstrategi. Planstrategien sætter overordnede mål for Fanøs fremtid, og retning for det vi som kommune skal arbejde med de næste fire år. Strategien er også forløberen for kommuneplanen, da den angiver i hvilket omfang og på hvilke områder kommuneplanen skal revideres.
Planstrategien følges op af den egentlige revision af kommuneplanen. En kommuneplan fastlægger de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling.
Kommuneplanstrategi 2024 i offentlig høring
Byrådet besluttede på mødet d. 18. december at sende ’Kommuneplanstrategi 2024 – En bæredygtig udvikling’ i 8 ugers offentlig høring. Referat fra Byrådets behandling af sagen kan ses her.
Kommuneplanstrategi 2024 er Byrådets samlede strategi for Fanø og er bygget op om fem temaer: Et godt sted at bo, Det vi lever af, Det vi mødes om, Mobilitet og Det grønne Fanø.
Kommuneplanstrategien var i høring fra 21. december 2023 til 15. februar 2024.
Endeligt udkast til kommuneplanstrategien
Der er i alt indkommet fem høringssvar i perioden, som er opsamlet og kommenteret i resuméet - se nedenfor.
Høringssvarene har bidraget til refleksion og tilpasning i arbejdet med det endelige udkast til kommuneplanstrategien. Forslag til ændringer er derfor fremhævet med blåt i både resumé og det endelige udkast til planstrategien - se nedenfor.
Input fra høringssvarene indgår også ift. det kommende arbejde med Kommuneplan 2025.
Dertil er der udført en række redaktionelle rettelser, som også er markeret med blåt i det endelige udkast:
- Figur opdateret med nye tal. (side 10)
- Nye overskrifter på grund af forslag til rettelser, og for mere klarhed. (side 27)
- Efter dialog med Esbjerg Kommune er delen om storbyregion Esbjerg taget ud, da den vurderes ikke længere at være relevant. (side 31)
- I forbindelse med seneste Planlovsrevision er det blevet et krav at inddrage en helhedsorienteret strategisk planlægning for bymidter i kommuneplanen. Denne skal derfor udarbejdes i forbindelse med revisionen bl.a. på baggrund af en detailhandelsanalyse. (side 35)
- De sammenhængende turistpolitiske overvejelser opdateres i forhold til prioritering og placering af nye frilufts- og fritidsanlæg er tilføjet som et punkt til revision. (side 35)
Det endelige udkast til Kommuneplanstrategien behandles i Erhvervs- Natur- og Teknikudvalget torsdag d. 21. marts og i Økonomi- og planudvalget og Byrådet på møderne i april. Se dagsordenspunktet her.
Næste skridt: Kommuneplan 2025
På baggrund af kommuneplanstrategien udføres den delvise revision af Kommuneplanen. Borgerne inviteres til at drøfte Kommuneplanen på et borgermøde i maj måned. Herefter skal Byrådet drøfte revisionerne.
I oktober udarbejdes det endelige udkast til Kommuneplanen, og i november/december skal politikerne beslutte om det kan sendes i otte ugers offentlig høring. Således forventes den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2025 at ligge i marts og april 2025.
DIALOGMØDE D. 20 SEPTEMBER 2023 PÅ FANØ SKOLE
Hvordan skal Fanøs fremtid se ud?
Det var der ca. 30 borgere som kom og gav ders bud på til fremtids-dialogmøde. Borgermødet blev afholdt som et led i udarbejdelsen af planstrategien på Fanø Skole onsdag den 20. september 2023.