De længe ventede ændringer af skattesatsen på jordbesiddelser, kaldet grundskyldspromillen, indebærer så voldsomme nedsættelser, at det vil få alvorlige konsekvenser for Fanø Kommune.
De seneste udregninger viser nemlig, at Fanø står til at miste så stort et millionbeløb i indtægter fra grundskylden, at kommunens økonomi ikke længere kan hænge sammen.
Det vil ifølge et samlet og enigt byråd ikke være muligt at lave et budget, der overholder reglerne, hvis kommunen skal spare så meget, da man dermed ikke kan leve op til servicekravene med de nye og forringede økonomiske rammer.
Samtidig vil det heller ikke være muligt at undgå at komme under administration, da likviditeten vil være under det krav, som Økonomi- og Indenrigsministeriet opstiller til kommunernes kassebeholdning.
Derfor har byrådet indtil videre sat budgetprocessen for 2024 fuldstændigt i stå, indtil man i slutningen af august får en afklaring på situationen og en opdatering af tallene fra Skatteministeriet, som Kommunernes Landsforening i øjeblikket er i dialog med.
Hårdest ramte kommune
Fanø er den kommune i Danmark, der er mest afhængig af grundskylden, da mere end en fjerdedel af budgettet er dækket af grundskylden. Til sammenligning får andre og større kommuner ofte kun ganske få procent fra grundskylden.
Ændringen medfører et tab på 4.016 kr. pr. indbygger - efter de afledte effekter på tilskud og udligning - i indtægter på grundskylden, hvorfor Fanø uden sammenligning er den kommune, der bliver hårdest ramt. Faktisk bliver Fanø ramt mere end 5½ gange hårdere end nærmeste kommune på listen, Læsø, som står til at miste 700 kr. pr. indbygger.
En ændring i den størrelsesorden ville svare til, at nabokommunen Esbjerg mistede ca. 465 mio. kr., hvorfor beløbet altså er særdeles voldsomt for en kommune af Fanøs størrelse.
Derfor appellerer et samlet Fanø Byråd til handling fra nationalt, politisk hold, så der kigges nærmere på skævvridningen og de alvorlige konsekvenser, den afføder.
I første omgang mødes en delegation med borgmester Frank Jensen i spidsen mandag d. 21. august med Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, hvor de vil sætte fokus på Fanøs situation og udfordring, ligesom Økonomiudvalget har søgt om foretræde for Folketingets Skatteudvalg for at belyse problematikken.