Borgerne på Fanø er landets mest aktive, når det gælder bevægelse. Hele 93 procent dyrker motion eller er aktive mindst en gang om ugen.
En tur på to hjul eller en gåtur – gerne med hund – i moderat tempo. Dét er blandt fannikernes foretrukne måder at bevæge sig på.
Det viser en ny analyse fra undersøgelsen Danmark i Bevægelse, der med 163.000 besvarelser er den hidtil største måling af danskernes bevægelsesvaner. 731 borgere i Fanø Kommune har deltaget i målingen, som Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet står bag.
Særligt når det gælder cykling er Fanø helt i top. Borgerne på Fanø hopper markant oftere på cyklen sammenlignet med borgerne i resten af Danmark. Det gælder både i forhold til transport til og fra arbejde og uddannelse, men også i fritiden når turen går til familiebesøg, fritidsaktiviteter eller indkøb. Helt præcist har 73 procent af fannikerne anvendt deres cykel i fritiden inden for det seneste år, mens 47 procent cykler til og fra arbejde eller uddannelse mindst fem dage om ugen.
Mens borgerne på Fanø udmærker sig som særligt cykelglade, så deler de begejstringen for gå- og vandreture med resten af danskerne. 91 procent af fannikerne over 15 år har praktiseret gå- og vandreture inden for det seneste år. Undersøgelsen viser, at flere kvinder end mænd snører vandreskoene, og der er flest i aldersgruppen 25-59 år, som går ture.
Rengøring hitter på Fanø
Kvinderne på Fanø tager også førertrøjen, når det gælder bevægelse i forbindelse med huslige pligter. Undersøgelsen viser nemlig, at det i højere grad er de fanøske kvinder, der står for rengøringen i hjemmene end mændene. Samlet set udfører 30 procent af fannikerne rengøring derhjemme mindst tre dage om ugen, hvilket er over gennemsnittet for resten af landet. Også når det gælder bevægelse i forbindelse med tøjvask placerer Fanø sig over landsgennemsnittet. 24 procent af fannikerne har således svaret, at de udfører tøjvask mindst tre dage om ugen.
Vil du vide mere om danskernes bevægelsesvaner kan du se undersøgelsen her