Fanø Kommune vil fremover have tre direktør frem for én. Det blev vedtaget på byrådsmødet den 17. april, da byrådet godkendte Økonomi- og planudvalgets indstilling om at ændre ledelsesstrukturen, så kommunen får en direktionsmodel med en kommunaldirektør, Søren Abildtrup, en velfærdsdirektør, Trine Nanfeldt, og en teknisk direktør – en stilling som i øjeblikket er ledig.
Ændringsforslaget blev lanceret i kølvandet på opsigelsen fra chefen for teknisk forvaltning samt chefen for Økonomi-, personale og IT, hvilket førte til flere drøftelser om, hvordan en reduceret ledelsesgruppe på kort sigt kan sikre den nødvendige drift og vigtigste udvikling af hensyn til borgere og erhverv på Fanø.
Fokus vil på den korte bane være på ledelsesmæssige opgaver og kommunens kerneopgaver, lyder det fra kommunaldirektør Søren Abildtrup, som forklarer om baggrunden for ændringen:
”Der er aktuelt mange nye medarbejdere på Fanø Rådhus, og medarbejderne har generelt og særligt i den aktuelle situation behov for ledelsesmæssig opmærksomhed, stabilitet og sparring, hvilket ledelsen generelt prioriterer højt, men er ekstraordinært opmærksomme på i den aktuelle situation. Med den nye ledelsesstruktur tror vi på, at vi har fundet en model, som kan sikre os den nødvendige ro og kontinuitet på ledelsesniveau, hvilket komme både forvaltningen, politikerne og ikke mindst borgere og erhvervsliv til gode.”
Stillingen som teknisk direktør er på nuværende tidspunkt ikke besat, men stillingen er slået op og forventes besat efter sommerferien. Du kan se stillingsopslaget her: https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobDetails.aspx?ClientId=2471&WebAdId=109400