Dansk Skoleidræt har for anden gang lanceret en kortlægning af landets kommuners indsats inden for idræt og bevægelse i skolen. Og for anden gang er Fanø med helt i top og udnævnes til ’Skoleidrætskommune’.
Det står klart, efter at kortlægningen netop er blevet offentliggjort. Her scorer Fanø topkarakterer i flere af kategorierne, hvilket er et tegn på, at kommunen er blandt de bedste til at få bevægelse og idræt ind i skoledagen.
Fanø Skoles skoleleder er glad for at kunne kalde sig 'Skoleidrætskommune'.
”Idræt og bevægelse i skolen fremmer elevernes læring, trivsel og sundhed. Samtidig det giver altså mere variation til en lang skoledag, når vores børn får tid og mulighed for at bevæge sig undervejs. Så vi er glade for at få en anerkendelse af, at vi på vores skole gør en god indsats på området og er med til skabe gode rammer og forhåbentligt gode og sunde vaner, der smitter af på både deres skolegang og i deres fritid,” lyder det fra skoleder Rasmus Andersen.
Flugter godt med de nye skolepolitiske målsætninger
Også politisk vækker anerkendelsen begejstring på Fanø. Formanden for børne- og kulturudvalget, Anders Frey, peger på, at udnævnelsen flugter godt med de nye skolepolitiske målsætninger, der er ved at blive udarbejdet.
”Det er vigtigt for os, at vi får vores børn og unge aktiveret. Vi er bl.a. ret opmærksomme på skærmpolitik, så vi får dem væk fra skærmene og ud at bevæge sig i stedet. Det sikrer vi jo både ved at have nogle gode politikker og planer på området, men det er også i høj grad takket være det gode arbejde, vores lærere udfører i dagligdagen. Så det er en udnævnelse, vi alle kan være stolte af og som vi skal bruge til at holde fokus på at fortsætte udviklingen af bevægelse i undervisningen,” forklarer Anders Frey.
Kortlægningen sætter spot på en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den f.eks. en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet.
Fanø Kommune scorer point på alle parametre og topkarakter i adskillige af dem, hvorfor man i alt scorer 55 ud af 60 mulige point, hvilket placerer kommunen i top 3 af alle kommuner.
Fakta om Skoleidrætskommune 2023
Dansk Skoleidræt lancerer for anden gang en kortlægning af landets kommuner inden for idræt og bevægelse i skolen.
Kommunerne modtog i januar en undersøgelse med spørgsmål inden for otte kategorier på området.
32 kommuner har svaret, og ud fra svarene er de blevet indplaceret på et danmarkskort med en farve – mørkegrøn, mellemgrøn og lysegrøn - hvor den mørkegrønne er den højeste, som udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”, hvilket 14 kommuner har opnået: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg.
Læs mere på www.skoleidraet.dk/sik - her er der mulighed for at dykke ned i landkortet, og hvordan de enkelte kommuner har svaret inden for de forskellige kategorier i kortlægningen.