Sundhedsstyrelsens 5 hygiejneråd – Ren rutine
Vi har under epidemien med COVID-19 set en generel nedgang i forekomsten af smitsomme sygdomme. Det skyldes blandt andet, at vi alle er blevet bedre til at holde en god hygiejne. Holder vi fast i de gode rutiner, kan vi forebygge smitte med COVID-19 og andre smitsomme sygdomme som forkølelse, influenza og halsbetændelse. Sygdomme, som hvert år koster mange sygedage for både børn, forældre, fagpersonale og aktører i det offentlige rum.
Derfor sætter Sundhedsstyrelsen fokus på at fastholde de gode hygiejnerutiner i hele Danmark, så vi sammen kan gøre god hygiejne til ren rutine. Det handler altså om, at gøre Sundhedsstyrelsens 5 hygiejne råd til en naturlig del af hverdagen. Rådene lyder:
1. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom
2. Vask hænder tit, eller brug håndsprit
3. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved
4. Luft ud og skab gennemtræk
5. Host og nys i ærmet