Kør bil, når du kører bil. Det budskab har mange trafikanter stadig brug for at blive mindet om. I løbet af årets første seks måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi uddelt 1.003klip for brug af håndholdt mobil. Det viser nye tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
For et par år siden blev straffen for at bruge håndholdt mobil skærpet, så det foruden en bøde også koster et klip i kørekortet. Stramningen fik flere bilister til at lægge mobilen væk. Men vi er ikke i mål endnu, da der stadig er uopmærksomhed involveret i mange ulykker. Hver 4. dag mister en person livet i trafikken på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering.
Hos Rådet for Sikker Trafik genkender man problemet. I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har gennemført blandt 5.028 bilister i år, svarer cirka hver 8. bilist, at han eller hun ofte eller engang i mellem bruger mobilen håndholdt, når de kører i trafikken.
- De fleste synes heldigvis ikke, at det er ok at sidde og rode med den håndholdte mobil bag rattet, og bliver irriteret, når de oplever, at andre gør det. Det er både dårlig trafikkultur og risikabelt at være uopmærksom i trafikken, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Det er kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, der står bag uopmærksomhedskampagnen ”Kør bil, når du kører bil”.
En ny kampagnefilm ”Se væk, skat” vil i de kommende uger kunne ses på TV2, Discovery+, web-tv, i biograferne, på sociale medier og på Rådet for Sikker Trafiks website: www.sikkertrafik.dk/kørbil