112 elever fra Fanø Skole deltager lige nu i den landsdækkende kampagne, hvor typisk op imod 100.000 elever på klassebasis dyster om flest dage på cyklen. Det glæder Rasmus Andersen, der er skoleleder på Fanø Skole.
”Der er mange fordele ved, at eleverne cykler i skole. På Fanø er vi jo glade og stolte af vores stærke cykeltur, som både er med til at sørge for, at der er mindre trængsel på vejene og som giver god motion i hverdagen. Fanø er også en ideel cykel-ø, da vi har cykelstier mellem alle byområderne, korte afstande og forholdsvist lidt trafik, så det er trygt og sikkert at cykle på Fanø for skolebørnene. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsat ansporer så mange af børnene til at tage cyklen til og fra skole, så de får glæden af friheden ved selv at kunne transportere sig, hvilket deltagelsen i denne kampagne gerne skal være med til.”
Jo flere dage eleverne cykler, jo større chance har de for at være blandt de heldige vinderklasser, der løber med en af årets mange lækre præmier. Både cykling til og fra skole, i skoletiden og i fritiden giver point, så man kan være med uanset cykelafstand til skole.
Det er ikke kun lærerne og skolerne, der er vigtige i årets kampagne. Forældrene kan også spille en vigtig rolle ved at bakke op om børnenes cykling.
”Forældrene kan jo fx være det gode eksempel og cykle selv. Men de kan også prioritere deres børns cykling ved at sørge for, at de har en cykel, og at den er i orden, så det er en god oplevelse for barnet at cykle. Og så er det en god ide at snakke med barnet og lave en fast aftale om, at de skal cykle til skole, hvis de kan,” siger Mai-Britt Aagaard Kristensen fra Cyklistforbundet.
Danske børn bevæger sig alt for lidt. Kun 26 % af de 11-15-årige lever ifølge en rapport udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2019 op til anbefalingerne om en times moderat eller intens bevægelse hver dag. I stedet bruger samme gruppe 11 timer eller mere dagligt på at sidde eller ligge ned.
”Det er virkelig vigtigt, at vi får børnene til at bevæge sig noget mere, og cykling er en fantastisk måde at få motion på – både i skoletiden og udenfor skoletiden. Hvis skolerne integrerer cyklen i undervisningen, kan klassen fx cykle til svømning, museum eller en tur ud i naturen,” siger Mai-Britt Aagaard Kristensen fra Cyklistforbundet.
Alle Børn Cykler kører fra 2. til 15. september og arrangeres af Cyklistforbundet med støtte fra Novo Nordisk Danmark. Der trækkes lod om over 40 præmier. Hovedpræmien en ny cykel til alle elever i klassen og deres lærer, sponsoreret af den danske cykelproducent, HF Christiansen.
Læs mere om kampagnen på alleboerncykler.dk