I disse dage er Fanø Kommune værter for det årlige ø-topmøde, hvor ø-kommunernes borgmestre og kommunaldirektører samt Landdistrikternes Fællesråds formand mødes og drøfter forskellige punkter på dagsordenen, som er relevante og aktuelle for dem alle.
Tidligere har det stærke samarbejde mellem øerne båret frugt og skabt gode resultater. Det mest markante resultat har nok været den fulde udrulning af landevejsprincippet, som sikrer billigere færgebilletter, mens også samarbejdet om turismen er blevet styrket.
Læsø Kommunes borgmester, Tobias Birch Johansen (V), Ærøs borgmester, Peter Hansted (S), Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S) og Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF) blev tirsdag formiddag hilst velkommen til øen af Fanøs borgmester Frank Jensen(R) på Fanø Krogård, inden turen gik videre til Fanø Rådhus og et online-møde med Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin.
På mødet med ministeren drøftede de fem borgmestre bl.a. status på udligningsreformen, håndhævelse af bopælspligten, status på 10. klasses fremtid samt udspil om landdistriktspolitikken.
Derudover gennemgik deltagerne analysen ”Stordriftsfordele og smådriftsulemper i kommunal serviceproduktion”, som Fanø Kommune tidligere på året fik udarbejdet, mens også emner som det nære sundhedsvæsen i ø-kommunerne og indsatser for at minimere udgiften for øboerne på dagrenovationsområdet var på dagsordenen.
Årets vært for ø-mødet, Fanøs borgmester Frank Jensen, er glad for at kunne indbyde de andre ø-kommuner til en række drøftelser om vigtige problemstillinger.
”Jeg ser stor værdi i ø-samarbejdet, da vi ofte har muligheder og udfordringer, som minder om hinandens og derfor kan sparre med og lære af hinanden. Vi står samtidig også stærkere sammen, når vi skal forsøge at sætte fokus på nogle af de større, strukturelle problemstillinger som eksempelvis udligningsreformen og landevejsprincippet, hvilket kan hjælpe os til at få ørenlyd og skabe vigtige resultater,” siger Fanø-borgmesteren.