Fanø Kommunes budgetter viser et underskud på cirka 20 mio. kr. – svarende til 9,5 procent af servicerammen - i det kommende år. Alligevel skal kommunen i 2025 betale hele 44 mio. kr. tilbage pga. udligningssystemet.
Derfor var borgmester Frank Jensen og viceborgmester Erik Nørreby tirsdag taget til Christiansborg for at påpege den store skævhed for Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, som inden længe skal beslutte, hvilke økonomisk trængte kommuner der skal modtage særligt tilskud i 2025.
Selvom Fanø Kommune tidligere på året præsenterede en omfattende VIVE-analyse, som viser, at man i udligningssystemet ikke har taget højde for, at kommunen trods et pænt skatteudskrivningsgrundlag også har smådriftsulemper for mere end 23 mio. kr. årligt og andre nøgletal viser, at Fanø er en veldrevet kommune, stod ministeren ikke klar med lovning på hjælp til kommunen.
”Jeg var egentlig fortrøstningsfuld og optimistisk inden mødet, da ministeren tidligere har virket forstående over for det problem, vi står med. Desværre står jeg nu med en fornemmelse af, at det ser ualmindeligt svært ud at få tilskud som særligt vanskeligt stillet kommune. Dermed bliver det også svært at få en udviklingsaftale, som kunne være med til at skabe økonomisk stabilitet i de kommende år,” lyder borgmester Frank Jensens vurdering.
Uforskyldt ramt af udefrakommende faktorer
Forklaringen er, at rekordmange kommuner – hele 44 - i år har søgt tilskud og der dermed er ansøgt for langt flere penge i puljen til vanskeligt stillede kommuner, end der er i puljen. Samtidig vil aftaler primært blive lavet med kommuner, som har været inden for kriterierne som særligt vanskeligt stillet – her ser Fanø igen ud til at falde uden for rammerne.
Viceborgmester Erik Nørreby følger op:
”De tilkendegivelser er jeg naturligvis både meget uforstående og ærgerlig over, da Fanø Kommune igen ser ud til uforskyldt at blive ekstremt hårdt ramt af udefrakommende økonomiske faktorer, som er med til at underminere vores økonomi. Men samtidig falder vi endnu engang uden for kriterierne for forskellige typer tilskud, som vi ellers mener, vi burde være berettigede til,” siger viceborgmesteren.
Han henviser til, at kommunen næste år ikke blot rammes hårdt via udligningssystemet, men også har mistet betragtelige indtægter pga. de nye grundskyldsregler. Her blev Fanø Kommune kun kompenseret for cirka 80 pct. af det anslåede indtægtstab. Derudover får kommunen ikke det særlige ø-tilskud, som resten af landets ø-kommuner modtager fast hvert år.
”Hvis vi ikke snart får fjernet nogle af de økonomiske benspænd, kan vi ikke få økonomien til at hænge sammen. I bund og grund beder vi blot om, at vi kan beholde cirka halvdelen af de penge, vi sender afsted hvert år. Så ville vi sagtens kunne klare os, da vi faktisk er en økonomisk veldrevet kommune, som blot ønsker mere fair rammer for at kunne løse de kommunale opgaver,” afslutter borgmester Frank Jensen, som fik besked fra Indenrigs- og Sundhedsministeren om, at Fanø Kommune kan forvente at få et endeligt svar på fredag i næste uge.
Fanø Byråd fortsætter den kommende tid budgetarbejdet og afholder borgermøde d. 12. september, hvor kommunens borgere kan blive klogere på den økonomiske situation.