Aldrig har færgerne sejlet så ofte imellem Fanø og Esbjerg, som de kommer til i 2025. Her vil overfarten for første gang nogensinde runde 35.000 afgange, hvilket svarer til næsten 100 afgange i døgnet i gennemsnit.
Samtidig kan de rejsende glæde sig over, at priserne forbliver på samme niveau som i 2024, hvor man med prisfald på over 40 pct. på årskort og personbilsaftaler samt gratis sejlads for alle børn og unge mellem 0 og 17 år året rundt, sikrede historisk lave færgepriser for øens borgere.
Det blev hovedresultaterne på et dialogmøde mellem Fanø Kommune og Molslinjen, hvor parterne diskuterede forskellige rammer og vilkår som bl.a. det kommende års fartplaner og priser.
”Jeg er meget glad for, at vi både kan øge antallet af afgange og samtidig fastholde priserne på et stabilt og meget lavt niveau. Det er vigtige elementer i forhold til at øge tilflytningen og skabe de bedst mulige betingelser for at bo på Fanø. Vi har nu så høj en frekvens, så kort en overfartstid og så billige færgepriser, at færgen ikke bør være nogen hindring, når man skal til og fra fastlandet,” siger Johan Brink Jensen, løsgænger, som var et af de byrådsmedlemmer, der deltog i mødet med Molslinjen.
Udspillet til næste års priser og fartplan er kommet på plads efter et dialogmøde med Molslinjen, hvor borgmester Frank Jensen hæfter sig ved, at den gode tone og det gode samarbejde blev stadfæstet.
”Mødet bekræfter mig i, at vi fortsætter den gode og konstruktive dialog med Molslinjen, hvor begge parter er lydhøre og løsningsorienterede. Det er glædeligt, at vi dermed kan finde frem til gode aftaler til gavn for brugerne og borgerne. Så jeg vil rose både mine byrådskolleger og Molslinjen for, at alle bidrager til et stærkt samarbejde og gode løsninger,” siger Frank Jensen.
Fra Fanø Byråd deltog Frank Jensen, Erik Nørreby, Johan Brink Jensen, Christian Lorenzen, Mille Renée Larsen og Lasse Harder Schousboe.
Byrådet skal endeligt godkende billetpriserne og fartplan for kommende år på et byrådsmøde senere på året.