Fanø Kommune har stort fokus på, både nu og i fremtiden, at være en fleksibel og attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde kompetente ledere og medarbejdere. Det er afgørende for at sikre kvaliteten i opgaveløsningen og medarbejdernes trivsel.
I Fanø Kommune betyder medarbejderne alt. Derfor har kommunen et velfungerende medindflydelse- og medbestemmelsessystem, hvor ledelsen og medarbejderne hele tiden har fokus på det gode arbejdsmiljø, kerneopgaven og mest mulig fleksibilitet indenfor de givne rammer.
Fremadrettet ønsker Fanø Kommune i stigende grad at styrke fortællingen om kommunen som en attraktiv arbejdsplads og at understøtte arbejdspladserne i at formidle jobmulighederne, så det fortsat er muligt at tiltrække kompetente ledere og medarbejdere i hele organisationen.
Fanø Kommune har godt 300 medarbejdere rundt omkring på hele øen, som varetager mange forskelligartede opgaver i forskellige arbejdsmiljøer, hvorfor der vil være forskel på, hvordan kommunale medarbejderes hverdag og mulighed for fleksibilitet ser ud.
Nedenfor er der eksempler på, hvad der arbejdes med og hvad der er opnået på udvalgte arbejdspladser i Fanø kommune.
Rådhuset: Fokus på arbejdsmiljø og kultur
På Fanø Rådhus har der det sidste års tid været stort fokus på arbejdsmiljø og kultur – særligt ved at arbejde med at styrke fleksibiliteten i forhold til tilrettelæggelse af opgaver og at sikre en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Medarbejderne har allerede flekstid og der er blandt andet indført fleksibel fredag, hvor medarbejderne selv kan disponere om, man vil arbejde på distancen, på rådhuset eller holde fri. Der er også mulighed for yderligere dage, hvor man efter aftale med nærmeste leder kan arbejde på distancen.
Endelig er der netop gennemført en undersøgelse blandt alle rådhusets ansatte, hvor 100 pct. svarede, at de trives, og 88,5 pct. svarede, at de oplever Fanø Kommune som en fleksibel arbejdsplads.
Dagpasningen: Tager hensyn til særlige behov
I Odden tages der altid udgangspunkt i kerneopgaven, men der tages så vidt muligt hensyn til særlige behov omkring arbejdsplanen, f.eks. dage man ikke kan få familielivet til at hænge sammen, hvis man åbner eller lukker, børn der skal til svømning i Esbjerg o. Lign.
I forhold til kompetenceudvikling er der en pulje, Odden bruger af, når medarbejdere sendes på kurser og det er yderst sjældent, at anmodninger om dette afvises.
Oddens medarbejdere kan selvsagt ikke arbejde hjemmefra. Da åbningstiden er fra kl. 6-17 mandag til torsdag og fredag til kl. 16 samt aftenmøder, er det svært at have yderligere fleksibilitet.
Sundhed og Omsorg: Fokus på selvtilrettelæggelse og selvindflydelse
For alle de medarbejder på ældre- og sundhedsområdet, som ikke arbejder i vagter – det vil sige alle andre en SOSU-medarbejder og sygeplejersker - gælder det, at de er selvtilrettelæggende.
Det betyder, at de tilrettelægger selv deres mødetider under hensyntagen til, hvilke opgaver de skal løse og hvornår der er behov for deres tilstedeværelse på arbejdspladsen. En del af disse medarbejdere har ligeledes mulighed for at arbejde hjemmefra med f.eks. dokumentationsopgaver og andre skriftlige opgaver. Enkelte medarbejder har tillige efter eget ønske og under hensyntagen til opgaveløsningen tilrettelagt firedages arbejdsuge.
For de medarbejdere, som indgår i vagtdækningen i hjemmeplejen og sygeplejen samt på Fanø Plejecenter, gælder det, at der i videst muligt omfang tages hensyn til den enkeltes præferencer og behov samtidig med, at stabil drift og folk nok på arbejde selvfølgelig skal tilgodeses. F.eks. er SOSU-medarbejderne selv med til at aftale deres ansættelsesnorm og de har også selv indflydelse på, om de arbejder hver anden eller hver tredje weekend.
I sygeplejeteamet har der netop været en proces i gang i forbindelse med, at sygeplejeteamet nu også skal indgå i dækningen af nattevagter. I den forbindelse er der i videst muligt omfang taget hensyn til, at de sygeplejersker, som ikke ønsker at gå nattevagter, kun får tildelt et minimalt antal nattevagter og at de så vidt muligt udelukkende involveres i natdækning, når der er fravær hos de ”faste nattevagter”.
Fanø Skole: Meget høj frihedsgrad for planlægning af arbejdstid
På skolen er det undervisning og samvær med børn, der er styrende for alle aktiviteter. Det vil sige, at de skemalagte timer med børn i udgangspunktet er faste og ikke flyttes rundt.
Personalets øvrige opgaver, der i høj grad består af planlægning af undervisning, efterbehandling af undervisning samt mødeaktivitet, planlægges så fleksibelt som muligt.
Lærerne er ikke pålagt at skulle holde deres samarbejdsmøder på bestemte tidspunkter, ligesom forberedelse og efterbehandling af undervisning heller ikke pålægges lærerne at skulle foretages på skolens matrikel eller på bestemte tidspunkter. Der er frihedsgraden for lærernes planlægning af egen arbejdstid meget høj. Skolen forsøger generelt at gøre så meget som muligt for at tilgodese personalets ønsker og give dem frihed i de ønskede perioder.
Det er i de seneste år blevet opprioriteret – også budgetmæssigt - at kunne give medarbejderne efter- og videreuddannelsesmuligheder, hvilket værdsættes af personalet, der oplever det som et gode.
Søren Abildtrup, formand Hoved-MED og kommunaldirektør i Fanø Kommune
Jonas Rönnpage Tauman, næstformand Hoved-MED og tillidsrepræsentant på Fanø Skole