I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2025 blev der vedtaget en reduktion i budgettet til den almindelige bustrafik på 500.000 kr., og det blev besluttet at ophøre med at køre med strandbussen i sommer- og ferieperioder. Reduktionerne skal ses på baggrund af et ønske om at stabilisere kommunens samlede økonomi.
Med afsæt i budgetaftalen er der gennemført et udbud af bustrafikken og på den baggrund indgået en ny aftale, som blev endeligt godkendt af Byrådet.
Bustrafikken bliver fra 1. januar 2025 ændret på følgende punkter:
- Buskøreplanen reduceres med nogle afgange midt på dagen, der hvor der erfaringsmæssigt er færre brugere
- Den første ordinære afgang på hverdage bliver kl. 6:10 fra Nordby mod Sønderho
- De sidste afgange på dagen med den ordinære bus (både hverdage, lørdage og søndage) udgår, men til gengæld kører telebussen 1 time tidligere
- Telebussen kommer til at køre til og fra fastestoppesteder- de samme som den ordinære bus
Buskørsel vil blive udført med mindre busser mod i dag en stor bus. Det sker for at mindske påvirkningen af miljøet. På afgange hvor der er mange passagerer, f.eks. når børnene skal i til og fra skole, køres der med to mindre busser – på andre afgange kun med én.
Selvom bussen bliver mindre, vil man stadig kunne have barnevogn og almindelige cykler og almindelige elcykler med. Dog kan man ikke medbringe store elcykler som f.eks. de såkaldte ”speed pedelecs”. I bussen er der plads til fire cykler eller en barnevogn.
Man vil også kunne medbringe kørestol, hvis man bruger en sådan. Det vil dog være en fordel, hvis man melder det på forhånd til bussen.
Fra den 1. januar 2025 vil det desuden være muligt at købe et årskort til bussen.
Formanden for kommunens Erhvervs-, natur- og teknikudvalg, Mille Renée Larsen, ser frem til den nye buskørsel: ”Vi har med den nye buskørsel været nødt til at tilpasse os den økonomiske virkelighed, men det er gjort på en god måde. Vi får en fleksibel løsning, der tilgodeser flest muligt og en løsning, der er miljømæssigt mere holdbar.”
Du kan se den nye buskøreplan her.
Den nye buskøreplan bliver opsat på busstoppestederne 2. januar, men du vil før det kunne se den på bl.a. kommunens hjemmeside.