Fanø Kommune får 9,5 mio. kroner, hvilket svarer til 40 procent af de omkring 24 millioner kroner, som Fanø Kommune havde ansøgt om til forhøjelse og udbygning af diget i Sønderho.
Den positive tilkendegivelse om støtte glæder Mille Renée Larsen, som er formand for Erhvervs-, natur- og teknikudvalget i Fanø Kommune:
”Jeg glæder mig rigtig meget over, at Fanø endelig får tilskud fra Kystbeskyttelsespuljen, da vi jo tidligere er blevet forbigået. Der er et presserende behov for forhøjelse og udbygning af digerne på Fanø. Vi er heldigvis godt på vej med en lokalplan i Sønderho der kun mangler endelig godkendelse. Næste skridt er at få fastlagt en endelig finansieringsmodel. ”
Der var ansøgninger for 900 mio. kroner til Kystbeskyttelsespuljen som dog kun indeholdt 150 mio. kroner i år.
Projekterne, der får støtte, er udvalgt efter, at Kystdirektoratet har gennemgået de 11 ansøgninger, som er modtaget fra kommuner over hele landet. Kystpuljen prioriterer de projekter, som er længst fremme i planlægningen, og hvor risikoreduktionen er størst.