Fanø Kommune ansøgte d. 31. maj 2018 om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen i og omkring fire havne/lokaliteter: Nordby Lystbådehavn, 9az Sønderho By, Sønderho, Navigationsbroen og Sønderho Havn
I medfør af naturbeskyttelseslovens1 § 69, stk. 3, jf. § 69, stk. 1, har Kystdirektoratet truffet følgende afgørelse:
- Ansøgning om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på/ved Nordby Lystbådehavn imødekommes.
- Ansøgning om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på/ved lokaliteterne benævnt 9az Sønderho By, Sønderho, Navigationsbroen og Sønderho Havn imødekommes ikke.
Hele afgørelsen kan læses via nedenstående link.
Baggrund:
I juni 2016 blev regeringen enige om aftalen ”Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet”. Af aftalen fremgår, at naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelseslinjen ændres, så kommunerne får mulighed for at søge om at få strandbeskyttelseslinjen ophævet på havne og på arealer mellem by og havn.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den gældende strandbeskyttelseslinje er fastlagt, så de havne, der ligger integreret i en by, er undtaget fra strandbeskyttelse, mens de havne, der ligger fremskudt foran en by eller på anden måde ligger afgrænset fra byen og som har en åben karakter uden sammenhængende bebyggelse, er fuldt omfattet af strandbeskyttelse. Det indebærer, at det på nogle havne og på arealer mellem byen og havnen kan være vanskeligt for kommunen at planlægge for nye initiativer som f.eks. faciliteter til overnatning, butiksliv og turismeformål.