Gå til hovedindhold

Din side - til børn og unge

Læs mere om Din side - til børn og unge her

Indhold

    Du har ret til hjælp, hvis du har brug for det

    Din side er til dig, som er barn eller ung, omkring hvordan du kan komme i kontakt med kommunen eller andre relevante personer, hvis du har brug for hjælp.

    Hvis der er noget der er svært derhjemme eller i skolen, og du ikke har det godt, skal der gøres noget - og du har ret til hjælp.

    Det kan måske være svært at række ud til voksne, som du ikke kender endnu, men vi er her netop for at hjælpe børn og unge på Fanø, hvis der er noget der er svært.

    Har du brug for hjælp?

    Akut fare:

    Hvis du er i akut fare, så ring 112. Det kan være, hvis du er kommet ud for en ulykke, har tanker om at skade dig selv, bliver slået derhjemme eller truet.

    Børnetelefonen:

    Hvis du har brug for at tale med en voksen, så kan du ringe til børnetelefonen – det kan både være om stort og småt. Børnetelefonen er gratis og helt anonymt. Der er både mulighed for at ringe, SMSe eller bruge chatfunktionen på deres hjemmeside. Børnetelefonen har åbent hver dag, året rundt, 24 timer i døgnet: https://bornetelefonen.dk/

    Kontakt BørneTelefon

    Kontakt BørneTelefon

    Headspace i Esbjerg:

    Har du brug for nogen at tale med, så kan du henvende dig ved Headspace i Esbjerg. Her har du mulighed for at kigge forbi centret, ringe eller sende en besked, hvor du kan booke en gratis og anonym samtale.

    Kontakt Headspace Esbjerg

    Kontakt Headspace Esbjerg

    Kontakt Fanø Kommune

    Hvis du har brug for at tale med en medarbejder fra kommunen, kan du ringe til vores hovednummer 76 66 06 60 og blive stillet om til familieafdelingen.
     
    Det kan være, hvis der er noget, der er svært derhjemme, på skolen eller andre steder i din hverdag.
     
    Vi vil hjælpe dig så godt, vi kan, men kan ikke garantere, at dit navn holdes anonymt, hvis vi skal hjælpe dig. 
     
    Telefontid:
    • Mandag Kl. 10.00-12.00
    • Tirsdag Kl. 10.00-12.00
    • Torsdag Kl. 10.00-12.00
     
    Du har også mulighed for at måde fysisk op på rådhuset i vores åbningstider:
    • Mandag Kl. 13.30-15.00
    • Tirsdag Kl. 13.30-15.00
    • Torsdag Kl. 14.30-16.00
     
    Her kan du henvende dig i borgerservice og spørge efter en medarbejder fra familieafdelingen 
     
    Du kan også sende en SMS på 21 52 46 04 til en medarbejder fra kommunen, hvis det er for svært at skulle ringe.
    Din SMS vil blive besvaret hurtigst muligt, men senest inden for 5 hverdage.
     
    Anonym rådgivning

    Hver den. 1 mandag i måneden har du mulighed for at ringe anonymt til en medarbejder fra kommunen i tidsrummet 18-20. Tlf: 21 52 46 04.

    Sådan foregår mødet med kommunen

    Ord du kan støde på når du er i kontakt med kommunen:

    Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. I hver kommune er der medarbejdere, der arbejder med, at tingene fungerer. Medarbejdere fra kommunen står blandt andet for skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, der ikke har det godt.

    Ifølge loven skal de voksne, der arbejder i Familieafdelingen, undersøge det, hvis nogen er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. De skal finde ud af, om barnet eller den unge har brug for hjælp, og de skal hjælpe, hvis der er brug for det.

    En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan fx være en lærer, der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo. I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen.

    Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en ”bisidder” med. En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møderne. En bisidder skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og hvem det skal være. Det kan være fx en lærer eller et familiemedlem. Du kan også få en professionel bisidder, fx gennem BørneTelefonen.

    Det sker, fordi kommunen har modtaget en underretning. Nogen har altså givet besked til kommunen om, at de er bekymrede for, hvordan du har det.

    Her kan du også have en bisidder med. Altså en person, der kan hjælpe og støtte dig på mødet

    Spørgsmål og svar

    Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.

    I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis i den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune.

    Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for. Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier.

    Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

    Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre. Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det helt selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, det skal være.

    Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig. Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært. Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt. Eller at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler.

    Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra fx BørneTelefonen. BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer. Hvis du har brug for tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du fx snakke med BørneTelefonen. BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig.

    Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.

    Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.

    Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.

    Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

    Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.