Gå til hovedindhold

Nørre Nytoft

På Fanø er det nu muligt at få fingre i 12 byggegrunde beliggende i naturskønne omgivelser med Kikkebjerg Plantage og Vadehavet som naboer på hver sin side. Samtidig er grundene centralt placeret tæt på hverdagens fornødenheder, da færgen, skolen, daginstitutioner, butikker og supermarked ligger inden for få minutters cykelafstand - og så er de udbudt til en særdeles attraktiv pris.

Indhold

    For mellem 395.000 og 695.000 kr. kan du nu få fingre i en af de 12 ret unikke byggegrunde, som Fanø Kommune udbyder på Nørre Nytoft i den nordlige del af Nordby.

    Omkranset af natur til alle sider og alligevel centralt placeret er beliggenheden i top og mulighederne for at udfolde boligbyggedrømmene mange.

    Med grundstørrelser på mellem ca. 700 til 1.000 m2 kan der opføres store, familieegnede boliger i to plan med udsigt til Vadehavet mod øst.

    Nærmest i baghaven ligger Kikkebjerg Plantage, hvor du både har udsigtspunktet Kikkebjerg, som byder på en fantastisk udsigt over nordspidsen af Fanø, Nordby og Esbjerg samt et varieret og skovklædt landskab med løbe- og vandreruter.

    Lidt længere nede af vejen finder du den lille, hyggelige Fanø Børnehave, mens du blot skal fortsætte et par hundrede meter for at finde den anden og lidt større dagsinstitution Odden samt området ved Skolen, hvor også øens idrætshaller, boldbaner, skater- og basketballbaner og andre idrætsfaciliteter er placeret.

    Der er ligeledes også kun kort afstand til færgen, som har flere afgange i timen til Esbjerg, samt til Hovedgaden, som byder på et stort udvalg af butikker, cafeer, restauranter samt øens største supermarked.

    Grundene sælges til en på forhånd fastsat købesum.

    Nørre Nytoft 1     Solgt
    Nørre Nytoft 2     Solgt
    Nørre Nytoft 3 1.010 m2 695.000 kr. Reserveret
    Nørre Nytoft 4     Solgt
    Nørre Nytoft 5 779 m2 545.000 kr.  
    Nørre Nytoft 6 930 m2 595.000 kr.  
    Nørre Nytoft 7 701 m2 395.000 kr.  
    Nørre Nytoft 8     Solgt
    Nørre Nytoft 9     Solgt
    Nørre Nytoft 10 872 m2 495.000 kr. Reserveret
    Nørre Nytoft 11     Solgt
    Nørre Nytoft 12 948 m2 495.000 kr.  
    Nørre Nytoft 14 762m2 395.000 kr.  
    Nørre Nytoft 16 766 m2 495.000 kr.  
    Nørre Nytoft 18 793 m2 495.000 kr.  
    Nørre Nytoft 20 778 m2 395.000 kr.  
    Nørre Nytoft 22 901 m2 495.000 kr.  

    Grundpriserne er inkl. 25 % moms.

    I købesummen er inkluderet byggemodning af området i form af hævning af terræn til kote 3.8, anlæg af veje, stier, vejbelysning, fællesarealer, beplantning i området samt fremføring af vand, fjernvarme, el, antenne, telefon, internet og kloakstik til den enkelte grund.

    Købesummen er ekskl. samtlige tilslutningsafgifter.

    Købesummen for grunden forfalder til betaling pr. overtagelsesdagen, idet der ved senere betaling beregnes renter af købesummen med nationalbankens til enhver tid gældende diskonto med et tillæg på 5 %. Købesummen indbetales til Fanø Kommunes oplyste konto jf. købsaftalen med angivelse af grundens matrikelnummer.

    Overtagelsesdagen fastsættes til den nærmeste 1. eller 15 efter den dag, hvor Fanø Kommune meddeler, at købet er accepteret.

    Grundene på boligområdet ved Vesternasen skal bebygges og benyttes i overensstemmelse med reglerne i lokalplan nr. 115. 

    For mere information: Lokalplaner

    Fanø Kommune påtager sig intet ansvar for jordbundsforholdene, og køber må således for egen regning iværksætte nødvendige jordbundsundersøgelser.  

    Generelt må jordbundens bæreevne anses for at være tilfredsstillende. Køber er dog berettiget til at kræve handlens tilbagegang, såfremt køber inden noget byggeri er påbegyndt over for Fanø Kommune ved geoteknisk jordbundsundersøgelse foretaget af sagkyndige kan dokumentere, at grunden kun kan bebygges, såfremt der afholdes betydelige ekstraomkostninger til afhjælpningsforanstaltninger, herunder ekstrafundering. 

    Grunden skal i så fald gå tilbage fri for nogen bebyggelse samt fri for pantegæld og andre hæftelser eller byrder til den oprindelige købesum uden tillæg af renter, skatter eller andet som køber, måtte have haft såvel i forbindelse med købet som efterfølgende. Dog skal Fanø Kommune respektere de servitutter, der er pålagt grunden ved offentlig foranstaltning.

    Omkostningerne ved selve tilbageskødningen betales alene af sælger, der ligeledes
    refunderer køberen dennes udgifter til den geotekniske jordbundsundersøgelse imod at få overdraget det foreliggende skriflige materiale inkl. konklusion i forbindelse med undersøgelsen.

    Eventuelle indsigelser vedrørende jordbundsforhold, herunder krav om tilbageskødning skal være fremsat overfor Fanø Kommune inden 1 måned fra overtagelsesdagen at regne.

    Fanø Kommune har ikke kendskab til eller anledning til at formode, at der konkret er forurening i området, hvori grunden er beliggende. Skulle ikke uvæsentlig forurening på en grund alligevel forekomme, har såvel køber som sælger ret til at hæve handlen, hvis forhandlinger om oprensning ikke føre til et resultat, der er acceptabelt for parterne.

    Vilkårene for tilbageskødning følger de retningslinjer, der er nævnt under jordbundsforholdene.

    Såfremt køber inden 2 uger fra overtagelsesdagen at regne, meddeler Fanø Kommune, at grundens afmærkning med skelpæle helt eller delvist mangler, afholder Fanø Kommune udgiften ved skelpælenes genopsætning.

    Kommunal fritagelse for grundskyld bortfalder pr. overtagelsesdagen.

    Køber afholder alle omkostninger i forbindelse med den tinglysningsmæssige berigtigelse af handlen, herunder omkostninger til udfærdigelse af digitalt skøde, registreringsafgift i forbindelse med tinglysning samt eventuel rådgivning ved egen advokat.

    Byggeri på grunden skal være påbegyndt senest 2 år efter overtagelsen og gennemføres uden unødigt ophold. I modsat fald skal køber være pligtig til at tilbageskøde kommunen grunden mod tilbagebetaling af købesummen uden renter eller andre udgifter. Udgifterne til tilbageskødning betales af den tilbageskødende, der ligeledes frigør grunden for eventuelle servitutter eller pantehæftelser. Dog skal Fanø Kommune respekterer de servitutter, der er pålagt grunden ved offentlig foranstaltning.

    Grunden må ikke videresælges, før end der er opført en beboelse på grunden.

    Aflysning kan finde sted efter færdigmelding af byggeri.

    Bestemmelse om byggepligt tinglyses servitutstiftende på ejendommen.

    Ved en eventuel tilbageskødning af grunden til Fanø Kommune, opkræves et administrationsgebyr på kr. 10.000. Dette gælder også hvis handlen annulleres inden endelige tinglysning.

    Ved tilbageskødning tilbagebetales den erlagte købesum m.v. uden renter. Ligeledes betaler køber tinglysningsafgiften samt grundslyld for ejerperioden.

    Grunden kan ved tilbageskødning kræves afleveret i samme stand som ved overtagelsen. Køber kan ikke kræve godtgørelse for eventuelle udgifter i forbindelse med påbegyndt byggeri.

    Efter lokalplan nr. 115, skal der oprettes en grundejerforening med medlemspligt for alle grundejere i lokalplanens område. Grundejerforeningen oprettet af grundejerne, når Fanø Kommune kræver det, dog senest når mindst 25% af grundene er solgt.

    Grundejerforeningens vedtægter og vedtægtsændringer skal godkendes af Fanø Kommune.

    Grundejerforeningen må sammenslutte sig med én eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder.

    Oprettes der andelsboligforening i den tæt-lave bebyggelse skal andelsejerne også være medlem i Grundejerforeningen.

    Grundejerforeningen har pligt til at tage skøde på og skal stå for etablering, drift og vedligeholdelse af alle fælles friarealer,veje og stier inden for området. Overdragelsen kan ske etapevis.

    Grundejerforeningen skal i øvrigt udføre de opgaver, der efter lovgivningen henlægges til foreningen.

    Kontakt

    Økonomi