Gå til hovedindhold

Stormflodssikring af Nordby

Nordbys eksisterende stormflodssikring vil være utidssvarende indenfor en årrække og der arbejdes derfor med at fremtidssikre den.

Indhold

    Nordby er øens største by og knudepunkt, hvor færgen mellem Fanø og Esbjerg anløber. Byens eksisterende stormflodssikring vil imidlertid være utilstrækkelig i fremtidige klima-scenarier, især som følge af havvandsstigninger og hyppigere stormfloder. Uden handling står Nordby over for en væsentlig risiko for oversvømmelse.

    Fremtidssikring af byens stormflodssikring er en nødvendig og strategisk klimatilpasningsindsats, der skal sikre Nordbys fremtid og styrke Fanø som helhed.

    Projektet vil kombinere teknisk sikring, naturhensyn, bæredygtighed og lokal livskvalitet – og danne en robust ramme for øens udvikling frem mod 2030 og langt derefter. 

    Borgermøde d. 22. april 2026

    På borgermødet i Fanøhallen mødte der ca. 160 personer op.

    På mødet blev der informeret om projektet fra Fanø Kommune og de tilknyttede rådgivere. 

    De fremmødtes erfaringer og bekymringer om stormflod i Nordby blev indsamlet og der blev lyttet til ønsker og behov til en udvidelse af stormflodssikringen. 

    Havde du ikke mulighed for at deltage på mødet, eller vil du gerne se præsentationen igen finder du den nedenfor. 

    Præsentation fra borgermødet

    Vi har brug for dine input!

    Det er fortsat muligt at sende os oplysninger eller viden om eksisterende forhold og ønsker eller gode ideer til projektet. Hvis du klikker nedenfor får du mulighed for at sende os en mail med dit input. 

    Ønsker du at blive medlem af borgergruppen? Så skal du blot sende os en mail med navn og kort beskrivelse af din interesse i projektet. Deadline for tilmelding er 10. maj - se link nedenfor. Det forventes at borgergruppen mødes 2-4 gange årligt de kommende år. 

    Vi er kun i den indledende fase og der bliver derfor rig mulighed for at få indflydelse på projektet. Følg med i lokale aviser og på kommunens facebookside, hvor vi slår invitationer til fremtidige borgermøder op. 

    Tilmeld dig borgergruppen her
    Indsend viden om eksisterende forhold eller gode idéer

    Nordbys stormflodssikring udgøres i dag af et halvcirkelformet dige bestående af en havnekonstruktion med højvandsmure kombineret med jorddiger mod nord og syd. Den nuværende stormflodsikring er mellem 4,5m og 4,9m over havets overflade.

    Projektet forventes gennemført i seks faser:

    1. Idéoplæg
    2. Dispositionsforslag
    3. Myndighedsprojekt
    4. Udbud
    5. Udførelse
    6. Drift

    Vi befinder os lige nu i fase 1: Idéoplægget.

    Det forventes at det eksisterende dige skal hæves med ca. 1 meter.

    • Fase 1 (Idéoplæg) løber frem til slutningen af 2026, hvor vi får svar på ansøgningen til Kystpuljen.
    • Det samlede projekt forventes at tage 8–10 år, så stormflodssikringen vurderes færdig i 2034–2036.
    • Når anlægget står færdigt, går vi ind i driftsfasen.

    Inden fase 2 går i gang, udarbejder vi en samlet tidsplan, der kobler projektets faglige og borgerrettede aktiviteter.

    Nordby blev udpeget som et af de mest udsatte i statens oversvømmelsesdirektiv i 2018. Derfor udarbejdede Fanø Kommune Risikostyringsplanen for Nordby (2021) som beskriver mål for styring af oversvømmelsesricisi med særlig fokus på forebyggelse, sikring og beredskab.

    Udpegningen i oversvømmelsesdirektivet betød dog ikke, at stormflodssikringen af Nordby blev tildelt statslige midler i den såkaldte Accelerationspulje vedr. klimatilpasning i 2025.

    Alligevel ser Fanø Kommune gode muligheder for at opnå støtte fra Kystpuljen i 2026. Derfor udarbejdes netop nu et idéoplæg, som skal bruges i forbindelse med ansøgningen. 

    Den resterende finansiering af projektet skal besluttes senere. Det forventes, at der arbejdes med samme model som ved Sønderho-diget.

    Borgerne skal inddrages tydeligt og løbende og i idéfasen planlægges følgende aktiviteter:

    Borgermøder 

    Borger-workshops

    Workshops med lokale boligejere, især dem der bor tæt på diget.

    Møder med forsyningsselskaber

    Fanø Vand, Nordby Fjernvarme, N1 (el), beredskab og politi – for at sikre sammenhæng i planlægningen.

    Borgergruppemøder

    Løbende møder i takt med projektets udvikling.

    Interessentmøde

    Fx med foreninger og interesseorganisationer.

    (Flere grupper kan eventuelt slås sammen, hvis der er overlap.)

     

    En udvidelse af Nordbydiget giver mulighed for at nytænke byen på flere områder:

    • Byudvikling og arkitektur
    • Området omkring havnen og Langelinie
    • Grønne og rekreative områder
    • Trafik og adgangsveje
    • Parkeringsforhold
    • Overordnede planer for mobilitet på Fanø

    Alt vil ske med udgangspunkt i kommunens eksisterende planer.

    Fanø og Vadehavet er unikke naturområder med mange beskyttede interesser.
    Derfor bliver myndighedsprocessen omfattende – men erfaringerne fra Sønderho giver mulighed for at optimere processen.