Velbesøgt orienteringsmøde om kommende lokalplan for sommerhusområde Sønderho nord
Tak for gode input fra de fremmødte grundejere, som vil bidrage til refleksion i det videre arbejde med et udkast til lokalplan.
Omkring 48 grundejere var mødt op til møde om den kommende lokalplan 139 for sommerhusområde Sønderho nord. På mødet fortalte Fanø Kommunes byplanlæggere, hvordan planen vil tage udgangspunkt i kommuneplanen, hvor byrådet har besluttet, at sommerhusområderne på Fanø skal fastholde deres udtryk med fritidshuse beliggende på store naturgrunde i et åbent landskab.
De fremmødte grundejere stillede mange gode spørgsmål og havde vigtige input med, som gav spændende samtaler om bl.a. natur, bæredygtighed og kulturarv. Alle input er taget med og vil bidrage til refleksion i det videre arbejde med et udkast til lokalplanen.
Et kig ind i maskinrummet
Grundejerne fik et kig "ind i maskinrummet" og så de analyser, hensyn og målsætninger, der vil ligge til grund for arbejdet med et lokalplanudkast. Det er bl.a. fra klimaplanen, hvor politikerne har besluttet, at der skal være et særligt fokus på bæredygtighed i lokalplaner.
Der blev også fortalt, hvordan en lokalplan fungerer, og at man som grundejer i udgangspunktet ikke skal ændre noget, da planen kun gælder fremadrettet.
Da området har haft store udfordringer med vand på terræn, orienterede vores vandingeniør også om arbejdet med klimatilpasning og spildevandsplan.
Mulighed for flere input ved den offentlige høring
Udkastet til lokalplanen vil blive drøftet og behandlet politisk, og når politikerne mener, udkastet er klar til det, sendes det i offentlig høring. Her vil man igen have mulighed for at indsende bemærkninger til planen.
Grundejerne modtager digital post, når høringsperioden starter, og samtidig vil det blive annonceret her på fanoe.dk.
Alle høringssvar vil blive gennemgået og fremlagt ved politisk behandling.
Har du spørgsmål?
Skriv til teknisk@fanoe.dk, hvis du har spørgsmål til planen eller processen.