Gå til hovedindhold

Stor tilfredshed med hjemmehjælpen i Fanø Kommune

Vi har opnået en flot niendeplads i Ældreministeriets nye landsdækkende opgørelse over tilfredshed med hjemmehjælp.

12. sep. 2025

Indhold

    Det viser en omfattende undersøgelse fra Danmarks Statistik, hvor over 53.000 borgere på landsplan har deltaget.

    Markant over landsgennemsnittet

    I Fanø Kommune har 86 procent af borgerne givet udtryk for, at de er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de modtager. Det placerer Fanø markant over landsgennemsnittet, og den samlede tilfredshed er målt til 4,2 ud af 5 – mod 4,0 på landsplan.

    Borgerne på Fanø udtrykker stor tilfredshed med de konkrete ydelser. Hjælp til tøjvask, indkøb, madlavning, hverdagens aktiviteter og ernæring får topkarakterer, hvor 100 procent af de adspurgte er tilfredse. Også personlig pleje scorer højt med 93 procent tilfredshed, mens rengøring ligger lidt lavere med 79 procent.

    De ældre oplever tryghed og respekt

    Undersøgelsen viser, at borgerne i Fanø føler sig trygge ved de medarbejdere, der kommer i deres hjem. 78 procent føler sig trygge i høj grad, og 76 procent oplever, at hjælpen kommer som aftalt. Desuden har 83 procent tillid til, at de vil få den hjælp, de har brug for, hvis behovet ændrer sig.

    Borgerne oplever også, at de har indflydelse på hjælpen. 90 procent siger, at de i høj eller nogen grad har mulighed for at påvirke, hvordan og hvornår hjælpen gives. 63 procent var klar over, at de kunne vælge frit mellem offentlige og private leverandører ved visitation.

    Den samlede livskvalitet blandt hjemmehjælpsmodtagere i Fanø er vurderet til 3,9 ud af 5. Hele 97 procent føler sig trygge i hverdagen, og 93 procent oplever, at de bliver behandlet med værdighed og respekt.

    I Fanø Kommune har 46 borgere gennemført besvarelse, hvilket er en svarprocent på 46 procent. Svarprocenten på landsplan var 43 procent. 

    Melissa Gilroy, formand for Social- og sundhedsudvalget udtaler:  “Jeg er meget stolt af, at Fanø Kommune ligger i top 10 på landsplan. Medarbejderne i hjemmeplejen - nu helhedsplejen - arbejder både dygtigt og dedikeret for at sikre, at vores borgere får den hjælp, de har brug for - med respekt, nærvær og faglighed. Det glæder mig meget, at langt de fleste borgere i Fanø Kommune er tilfredse med hjemmehjælpen, og vi vil bruge resultaterne som afsæt til at fastholde og styrke kvaliteten yderligere.”

    Læs rapporten