Fanøs vaccinationscenter stod – sammen med landets øvrige vaccinationscentre – den helt store prøve på ”store vaccinationsdag” mandag den 12. april.

Over hele landet modtog flere end 100.000 danskere vaccination mod COVID-19. På Fanø blev 256 borgere vaccineret – det betyder, at hver og en vaccine til rådighed blev brugt.

- I Fanø Kommune var vi spændte, men også forventningsfulde, da det endelig blev mandag: Kunne systemerne klare presset? Var planlægningen god nok? Ville borgerne komme til tiden? Mandag aften kunne vi så konstatere, at det samlede indtryk var, at alt fungerede. Det er en stor opgave vores egne medarbejdere har løftet i samarbejde med Region Syddanmark. Uden den indsats var vi ikke nået i mål. Det samme gælder de frivillige fra Ældresagen og Seniorrådet, der bakkede op med uvurderlig hjælp på dagen. Det skal de have stor tak for, siger Trine Nanfeldt, velfærdschef, Fanø Kommune.

Størstedelen af de 256 borgere, der mandag modtog den første vaccine, skal revaccineres på Fanø den 3. maj. De 256 vaccinerede kommer primært fra Fanø, men der var også borgere, der tog turen fra Esbjerg for at lade sig vaccinere. Ligeledes var der også sommerhusejere og enkelte turister blandt de vaccinerede.

Næste vaccinationsdag på Fanø bliver mandag den 26. april. Dagen er allerede fuldt booket. Her revaccineres den 17. maj.

Det er forventningen, at der løbende vil blive flere vaccinationsdage på Fanø, men hyppighed og antal afhænger af de nationale vaccineleverancer.

Region Syddanmark åbner for bookning af tider til vaccination ca. to uger før vaccinationsdatoen, da der skal være sikkerhed for leverancen.

Husk at du kan booke tid til vaccination på vacciner.dk – men kun hvis du har modtaget en invitation til dette. Spørgsmål om hjælp til booking af tid til vaccination uden Nem-ID kan rettes til Region Syddanmark på tlf. 9944 0117 alle dage fra kl. 8.00-18.00.