H.M. Dronningen besøger Fanø onsdag den 1. september 2021, som en del af det årlige sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Dronningens besøg på Fanø var oprindeligt planlagt til at finde sted i september 2020, men måtte udskydes som følge af COVID 19-situationen i Danmark.

- Vi er blevet givet et ekstra år til at glæde os, og det gør vi virkelig. Hele Fanø Kommune ser frem til at byde Dronningen velkommen, og vise vores dejlige ø frem fra dens bedste side. Vi har en masse, som vi gerne vil vise Dronningen. Blandt andet vores fantastiske natur, bygningskulturen, vores levende musik- og dansetraditioner, vores flotte dragter og ikke mindst glimt af ø-livet i dag, siger borgmester Sofie Valbjørn, der opfordrer fannikerne til at sætte et kryds i kalenderen den 1. september.

- Det bliver Dronningens andet officielle besøg på Fanø. Det første var helt tilbage i 1957, så vi skal alle sammen gøre, hvad vi kan for at gøre det til en minderig oplevelse. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil bidrage til at give Dronningen en hjertelig velkomst og tage del i den fest, som besøget skal være for hele Fanø, siger Sofie Valbjørn.