Fanø Kommune ønsker et Covid19 sikkert valg for alle borgere og opfordrer alle til at holde fast i de gode råd for at undgå smitte

Det er vigtigt, at alle trygt kan stemme når vi går til valg den 16. november.

Konkret vil der være fokus på afstand i valglokalerne. Du møder håndsprit ved indgangen, valgborde og efter stemmeafgivelsen.

Ønsker du at gøre brug af mundbind, skal du selv medbringe et.

Som noget nyt må du selv medbringe en kuglepen i blå, sort, rød eller grøn eller en almindelig blyant, der kan bruges til stemmeafgivelse.

Der vil desuden være øget mulighed for at afgive sin stemme uden for valglokalet f.eks. i bilen, hvis du ikke ønsker at træde ind i valglokalet. Hvis du ønsker at stemme udenfor, skal du ringe til det telefonnummer, som fremgår nedenfor.

Ud over de konkrete, betryggende tiltag på valgstederne, opfordrer Fanø Kommune også vælgerne til at forsøge at udnytte hele tidsrummet for afstemningen fra kl. 8.00 til kl. 20.00 og hvis muligt, at undgå spidsbelastningstidspunkterne, som typisk er mellem kl. 16.00 - 19.00 på valgdagen. På den måde dannes der færre køer til stemmeboksene og der kan bedre holdes afstand på valgstederne.

Selv om du er smittet med COVID19, har du som borger i Danmark ret til at stemme.

Fanø Kommune opfordrer til at du ikke skal gå ind på valgstedet. I stedet skal du ringe, og derefter vente på, at der kommer en medarbejder ud, der er beskyttet med værnemidler, og du kan så afgive din stemme uden for valglokalet, som hvis du var i bil og dårligt gående.

Telefon nr. til valgstederne
Sønderho Forsamlingshus: 21 40 73 80
Fanø Hallen, Nordby: 27 22 06 42