Hvilke danske kommuner gør en ekstra indsats for at fremme idræt og bevægelse i skolen? Det spørgsmål satte Dansk Skoleidræt sig for at undersøge i en stor kortlægning, som altså nu viser, at Fanø er med helt i toppen.
Sammen med syv andre kommuner har Fanø derfor gjort sig fortjent til at kalde sig ”Skoleidrætskommune 2022”, hvilket indikerer, at kommunen klarer sig særdeles godt på en række parametre inden for idræt og bevægelse i skolen.
”Vi er glade for og stolte over titlen, som er et flot skulderklap og et tegn på, at vi såvel fra politisk side som fra skolens ansattes og lederes side prioriterer det og har fokus på området. Det er vigtigt, da bevægelse som en del af en varieret skoledag både er sundt for eleverne, ligesom det også fremmer trivsel og læring og kan have en gavnlig effekt på deres arbejde med andre fag i skolen,” lyder det fra Anders Frey(V), som er formand for Børne- og kulturudvalget i Fanø Kommune.
Kvalitet i undervisningen
De otte kriterier, som der er kigget på i kortlægningen, handler blandt andet om, hvorvidt kommunen har en bevægelsespolitik, om der er en rød tråd i idrætsundervisningen og hvor stor en andel af undervisningen, der dækkes af lærere med kompetencer i fagene.
Fanø bemærker sig i særlig positiv grad i forhold til antallet af lærer med kompetencer i idrætsfaget, hvor kommunen ligger langt over landsgennemsnittet, hvilket Fanø Skoles leder Rasmus Andersen bider mærke i.
”Det betyder noget, at der er kvalitet i idrætsundervisningen og vi dermed kan give vores skoleelever sjove og udfordrende idrætsoplevelser. Her på Fanø har vi også mange gode faciliteter til at dyrke motion og idræt både inde, ude og i naturen, så eleverne har virkeligt gode rammer og muligheder for at udfolde sig fysisk,” forklarer Fanø Skoles leder.
Det er første gang, at Dansk Skoleidræt lancerer kortlægningen af landets kommuner inden for idræt og bevægelse i skolen. Kortlægningen indeholder spørgsmål inden for otte kategorier. Svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dermed dokumenterer i undersøgelsen.
På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort, som kan ses på www.skoleidraet.dk/sik