I næste uge – fra den 10. til den 15. maj - er det landsdækkende Demensuge. Over hele landet introduceres et nyt demenssymbol. På Fanø sætter en række arrangementer fokus på livet med demens – og så bliver vi forhåbentlig også lidt flere demensvenner på øen i løbet af ugen.

Vidste du, at mindst 77 borgere på Fanø er ramt af demens? De fleste af dem har nære pårørende, for hvem demensen også fylder rigtig meget.

Der er derfor alt mulig god grund til, at Fanø Kommune i næste uge tager del i den landsdækkende, årlige Demensuge.

- Fanø har allerede status som demensvenlig kommune og den arbejder vi hele tiden på at leve op til, så vi skaber den bedst mulige livskvalitet for borgere med demens og deres pårørende. Vi ved, at vi også på Fanø, vil få endnu flere ældre borgere med demens i de kommende år. Derfor gør vi, hvad vi kan for at udbrede kendskabet til sygdommen blandt vores borgere, og det gør vi bl.a. ved at tage del i den nationale Demensuge, forklarer Trine Nanfeldt, velfærdschef, Fanø Kommune. 

Vi skal være endnu flere demensvenner

Demensugen markeres på Fanø med en række arrangementer – mange af dem giver mulighed for at blive klogere på livet med demens både som patient og pårørende.

Blandt andet kan du møde medlemmer af projektgruppen ”Fanø – en demensvenlig kommune”. Ugens tre første dage står de på skift klar til en snak om demens i Brugsen i henholdsvis Sønderho og Nordby. Her kan du blandt andet høre, hvor nemt det er at blive demensven – en titel der øger din viden om demens og gør dig i stand til at række hånden frem, når du fx i det offentlige rum møder et menneske med demens, som måske behøver hjælp i supermarkedet eller til at komme over gaden.

Mindst 42 borgere på Fanø bærer allerede den lille, hjerteformede, lilla pin som tegn på, at de er demensvenner, men vi skal være endnu flere.

- At blive demensven kræver så lidt, men kan betyde så meget i mødet med en demensramt. Både for den demensramte, men også for den, der møder en medborger med demens og føler sig rustet til at hjælpe, siger Laila Matras, demenskoordinator i Fanø Kommune.

Demensugens program

Demensugen byder også på en lydrejse i Nordby Kirke. Her kan du opleve - Teater Fluks´ ”En stille strøm af tid”, en kunstnerisk og meditativ stemning af demensens dybe slør og tab sindet. 

I Nyttehaven fortæller haveværterne om haven og dens formål, og på Fanø Plejecenter inviteres, særligt pårørende og frivillige, til indvielse af plejecentrets besøgspavillon.

Se hele programmet for Demensugen på Fanø her

Du kan læse mere om demens og Fanø Kommunes demensstrategi og handleplan 2025 her